Nyt mikrobageri hitter: - 45 minutter og der er udsolgt

I Pantheonsgade er et nyt mikrobageri åbnet, og her kan man kun købe én ting; kanelsnegle.

- Det har været sådan her de sidste fire dage. 45 minutter og der er udsolgt. Så bager vi en ny batch, og der går 45 minutter, så har vi udsolgt igen, fortæller Emiliya Blicher-Jepsen der er stifter og indehaver af Cinnamums.

Butikken er et såkaldt mikrobageri, og sælger altså kun én ting; kanelsnegle.

Barcelonasnegle

Idéen om Cinnamums spirede for nogle år siden, hvor Emiliya og hendes mand boede i Barcelona.

- Der var et bageri, tæt på hvor vi boede, og de lavede de bedste kanelsnegle, fortæller Emiliya Blicher-Jepsen.

Efter parret fandt ud af at de ventede en baby, rykkede de tilbage til Danmark, hvor deres familier boede, men her var der altså ingen mikrobagerier, der solgte kanelsnegle.

- Så på et tidspunkt begyndte jeg at bage rigtig meget, fortæller Emiliya Blicher-Jepsen.

- Og på samme tidspunkt var jeg startet på min uddannelse på UCL Odense, hvor jeg studerer innovation og entreprenørskab. Og så talte min mand og jeg om, at det ville være fint, hvis Odense fik et mikrobageri der kun solgte kanelsnegle.

Og det blev ikke kun ved snakken.

- En dag sagde min mand; hvorfor ikke? Du studerer entreprenørskab; det giver mening. Og du bager rigtig gode kanelsnegle, fortæller Emiliya Blicher-Jepsen.

Udsolgt på 45 minutter

Selvom Cinnamums kun har været åben i tre uger, så er butikken allerede populær.

- De sociale medier hjælper også rigtig meget, fortæller Emiliya, der hver dag poster billeder af dagens udvalg af snegle.

Faktisk har Cinnamums været så populær, at da butikken åbner klokken 11, går der kun 38 minutter før den sidste snegl er solgt.

- Det har været sådan her de sidste fire dage. Vi åbner, og 45 minutter senere er der udsolgt. 

Og der et maksimum på hvor mange snegle butikken kan producere.

- Der kan være 250 snegle i ovnen, og det er fire, maks fem gange om dagen at vi kan lave snegle, fortæller Emiliya Blicher-Jepsen.

Oversigt

    Oversigt