Nyt navn: Tinderbox har fundet afløseren for Black Eyed Peas
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Det bliver The Minds of 99, der skal erstatte Black Eyed Peas på årets Tinderbox.
Tinderbox har fundet afløseren for Black Eyed Peas.
Det bliver The Minds of 99, der erstatter det amerikanske band, som af ”logistiske årsager” meldte afbud til dette års festival.
En afløser, som festivaldirektør Brian Nielsen er glad for, har kunnet træde til med kort varsel.
- De beviser gang på gang, hvorfor de er et af landets mest hyldede livebands, og så er de et af de absolut mest ønskede navne til Tinderbox, lyder det i festivalens pressemeddelelse.
Tidligere på ugen meldte Tinderbox ud, at der var fundet en erstatning for Black Eyed Peas, men det er først nu, at det er offentliggjort, at The Minds of 99 er afløseren.
Det dansksprogede band med Niels Brandt i spidsen spillede også i 2022 på Tinderbox. På en varm juniaften så og hørte omkring 50.000 mennesker den anmelderroste koncert.
Ekstra Bladet kaldte den "blændende", og både BT og Fyens Stiftstidende gav den fem ud af seks stjerner.
Flere afbud
Black Eyed Peas’ aflysning til Tinderbox har ikke været den eneste.
Også Jada har meldt afbud - dette på grund af graviditetskomplikationer, som har fået hende til at aflyse alle koncerter i juni. Afløseren bliver i stedet Zar Paulo, som er et århusiansk band, der laver dansksproget new-wave pop-rock.
Engelske Raye og to mindre internationale navne har også meldt afbud til årets festival. For dem alle er der fundet afløsere.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har været stærkt udfordret i år, hvad angår aflysninger, sammenlignet med sidste år, hvor vi kun havde en enkelt, siger Brian Nielsen ifølge pressemeddelelsen.
Torsdag blev den fynske festivalsæson skudt i gang, da Heartland åbnede.