Nyt til filmelskere: Se filmklassikere i Odense

Nu kommer populært filmtilbud til Fyn. Fra januar kan man se filmklassikere og høre musik og spise mad en gang om ugen i kendt biograf.

Nu er der godt nyt til de fynske filmelskere. 

Fra årsskiftet vil der nemlig være endnu en mulighed for at suge film til sig i det fynske, når det ellers Københavnske kulturtilbud Cinemateket kommer til Odense.

quote Vi glæder os over, at Cinematekets spændende program med den nye filial i Café Biografen, nu kommer odenseanerne til gode på ugentlig basis

Ole Nielsen, Café Biografens medejer

Cinemateket, der allerede har en filial i København, kommer fra januar 2019 til at vise filmhistoriske værker og arrangere foredrag, debatter, musik, mad og drikker en gang om ugen i Café Biografen i Brandts Klædefabrik Odense.

- Cinemateket i København er eksponent for kvalitetsfilm og interessante filmevents, og vi glæder os over, at Cinematekets spændende program med den nye filial i Café Biografen, nu kommer odenseanerne til gode på ugentlig basis, siger Café Biografens medejer Ole Nielsen.

Café Biografen kommer fra januar til at vise filmhistoriske værker for tilbuddet Cinemateket. 
Café Biografen kommer fra januar til at vise filmhistoriske værker for tilbuddet Cinemateket. 
Foto: Cinemateket

Populært tilbud til kulturelskere

Cinamateket, der før hed Filmmuseet, har siden 1941 formidlet film og filmkultur på Det Danske Filminstituts biograf.

Flere og flere har de seneste år besøgt kulturtilbuddet i København. Faktisk er besøgstallet steget med hele 30 procent de seneste tre år, og biografen havde i 2017 136.000 besøgende. 

Den stigende interesse og succesen fra at udvide konceptet til Aarhusbiografen Øst for Paradis har nu gjort, at kulturtilbuddet også kommer til Odense og Aalborg snart. 

- Samarbejdet i Aarhus har været succesfuldt. Øst for Paradis - og frem for alt århusianerne - har taget godt imod det nye tilbud, og det giver os mod på at søsætte endnu flere filialer, som supplement til Cinemateket i København, fortæller vicedirektør i Det Danske Filminstitut, Jakob Buhl Vestergaard.

Filialerne forventes åbnet ved nogle filmevents tirsdag den 8. januar i Aalborg og den 22. januar i Odense.