OB-anfører kalder afsked bitter efter pokalnederlag

Jens Jakob Thomasen spillede sin sidste kamp for OB, som torsdag tabte pokalfinalen til FC Midtjylland.

OB skulle ikke have haft meget mere tur i den for at vinde torsdagens pokalfinale mod FC Midtjylland.

Efter 120 minutters målløs fodbold sluttede OB's drømme om at sætte punktum for 15 års pokaltørke i en straffesparkskonkurrence, der samtidig markerede afslutningen for anfører Jens Jakob Thomasens tid i klubben.

For en måned siden meddelte han, at han smutter, når sæsonen er forbi, og afskeden er lidt af et antiklimaks, erkender han.

- Den værst tænkelige måde at tabe en fodboldkamp på er på straffespark. Vi gav dem absolut kamp til stregen, men bitte små marginaler afgjorde det, siger han.

Den 25-årige midtbanespiller har tilbragt hele sin karriere i OB og slutter med at tabe sin største kamp i den stribede trøje.

- Kunne det være mere bittert? Det ved jeg ikke, om det kunne. Det er jo svært, men omvendt var kulissen og det håb, som var i truppen og på lægterne, unikt at være med til. Jeg tror aldrig, jeg vil glemme den her oplevelse, siger han.

Nok led fynboerne et nederlag på banen, men opbakningen fra tilskuerpladserne kan de ikke klage over.

OB-fansene var mødt talstærkt op på Brøndby Stadion, hvor store dele af stadion var farvet blåt og hvidt.

- Det var en sindssyg kulisse og opbakning. Selv efter at vi havde tabt, stod de trofast og hyldede os. De gav den alt, og vi gav den alt.

- Jeg synes, det siger rigtig meget om det format og den tyngde, der er bag klubben. Den opbakning, som klubben har. Jeg synes, vi har fået vækket den sovende kæmpe. Det kunne man se på bedste vis, siger Thomasen.

I offentligheden vides det ikke, hvor han skal spille fodbold efter sommerferien, men det lader han selv til at have styr på.

- Jeg har absolut en idé om, hvad fremtiden bringer. Men jeg kommer ikke til at fortælle mere om det her.

- Vi nærmer os, og så er det fuldstændig uddelegeret til min agent at sørge for det. Jeg er orienteret omkring mine muligheder, og nu nærmer vi os selvfølgelig, at der skal træffes en beslutning, forklarer han og siger, at pilen peger mod udlandet.

Bitterhed oplevede en gruppe unge sydfynske OB-fans også i forbindelse med besøget på Brøndby Station. Gruppen på seks 18-19-årige kammerater blev overfaldet og mistede fan-trøjer og -halstørklæder.