OB-ejer håber på nyt superligahus inden 2020

I et sjældent interview om OB udtaler storaktionær og bestyrelsesformand Niels Thorborg sig om klubben. Blandt andet nyt klubhus og forbedret stadion.

Der har længe været kritik af superligaklubbens faciliteter i Ådalen. OB har da også tidligere udtalt, at der skal gøres noget ved det.

Ifølge OB's storaktionær Niels Thorborg vil klubben senest i 2020 have et klubhus og omklædningsfaciliteter, der er en superligaklub værdigt. Det udtaler han i et længere interview med podcast-mediet Stemmer fra Ådalen. 

Supermoderne superligahus

- Vi er så langt, at vi har færdige tegninger til et helt nyt supermoderne superligahus. Vi er nu i ansøgningsprocessen for at få det godkendt. Det er jo ikke det nemmeste sted i Danmark at bygge, siger Niels Thorborg, der hentyder til det naturområde, som OB's anlæg ligger i, og hvor det fortsat skal ligge. Langs åstien i Hunderup-kvarteret, hvor han selv bor.

 - Jeg håber, at vi kan stikke spaden i jorden her i foråret. Hvis man kan det, forventer jeg, at vi kan være færdige, inden vi skriver 2020. Det er vores ambition. 

OB-ejer Niels Thorborg lover bedre faciliteter, der skal hjælpe OB.
OB-ejer Niels Thorborg lover bedre faciliteter, der skal hjælpe OB.

Niels Thorborg kommer også ind på hele situationen om Odense Stadion - eller Nature Energy Park - som det hedder lige nu.

Hjemmebanen er i dag en af de ældste og mest utidssvarende hos de danske superligaklubber. Det erkender Niels Thorborg også, men understreger samtidig, at det er kommunen, der ejer stadion, og OB lejer sig ind. - endda til en ifølge Niels Thorborg meget høj leje i forhold til andre klubber i Danmark.

Bygge på stadion

- Det er set fra min stol en stor bekymring; Hvad kan man over tid gøre for at forbedre de forhold? Vi taler meget om at få lukket hjørnerne, og vi taler meget om, om man kan bygge til. Det er en svær politisk ting især i en periode, hvor vi ikke har performet godt nok som fodboldklub og i en by, hvor der også er andre fodboldklubber, siger Niels Thorborg og nævner samtidig, at der er muligheder for både at bygge i de åbne hjørner eller eventuelt lukke af med en lettere konstruktion. 

 

 

- Der bliver nok nogle snakke (med Odense Kommune, red.), vi skal have i de kommende år, for vi kan jo ikke fortsætte sådan her.

Niels Thorborg nævner samtidig det skrækscenarie, det vil være, hvis OB for eksempel skal spille europæiske kampe i Vejle for at opfylde Uefas regler.      

Fodbold er som narko

Niels Thorborg kom ind i OB's bestyrelse i 2000 og blev formand i 2002. Han havde i øvrigt ikke den store interesse for klubben eller for fodbold inden da. Men det blev hurtigt ændret.

- Fodbold er lidt ligesom narko. Når man først har fået de første tre-fire skud og begynder at se, hvad der sker med bolden, og hvor interessant det er, og man bliver passioneret for det, så kan man slet ikke undvære det, siger Niels Thorborg. 

Du kan høre hele interviewet fra Stemmer fra Ådalen her.

 

 

Oversigt

    Oversigt