OB er stadig sidst i ligaen efter sent sejrsmål til AGF

AGF gjorde ondt til værre for OB, da aarhusianerne vandt 2-1 på to mål af angriberen Patrick Mortensen.

OB fik søndag aften sæsonens tredje nederlag, da AGF vandt med 2-1 på Nature Energy Park takket være to mål fra Patrick Mortensen.

OB har efter søndagens nederlag kun ét point efter de første fire spillerunder og er på sidstepladsen i 3F Superligaen.

Med sejren har AGF nu syv point for fire kampe, og ligger på tredjepladsen i ligaen – kun overgået af Silkeborg og FC Nordsjælland.

Kampens første scoring faldt allerede i det niende minut. Den nye OB-keeper, Martin Hansen, halvklarede et skud fra angriber Sigurd Haugen, og Patrick Mortensen var hurtig over returen, og kunne uden besvær skyde AGF foran med 1-0.

AGF satte sig efterfølgende tungt på opgøret. OB lignede mest af alt en forsvarsløs bokser, der bare ventede på at blive knockoutet.

Knockoutet kom aldrig. I stedet scorede forsvarsspilleren Robin Østrøm sit første OB-mål i det 37. minut, da han bankede værternes første chance ind til pausestillingen 1-1.

OB sad på anden halvleg

OB kom som forandret ud til anden halvleg. Efter 46 sekunder skød angriber Charly Nouck Hornemann på indersiden af stolpen. Og så var AGF advaret.

Det var i store dele af anden halvleg ren overlevelse for AGF. OB vandt duellerne, og AGF lavede fejlafleveringerne.

Alligevel fik OB sig en forskrækkelse, da AGF-angriber Sigurd Haugen troede, han havde bragt sit hold foran med 2-1, men målet blev på korrekt vis underkendt for offside.

I det 85. minut fik OB sig en mere reel forskrækkelse, da forsvarsspilleren Kasper Larsen begik et klodset straffespark på AGF-forsvarer Yann Bisseck.

Fra 11-meterpletten var Patrick Mortensen sikkerheden selv, da han blev dobbelt målscorer med sin scoring til slutresultatet 2-1 til AGF.

Kritik

Den tidligere landsholdsspiller Morten Bruun, der i dag er fodboldekspert hos TV 2 Sport, var i ugen op til kampen ude med en kraftig kritik af OB.

Eksperten mener, at OB er blevet ligegyldige for alle andre end fynboer, og han er træt af at vente på, at klubben igen kommer tilbage i toppen af dansk fodbold, hvor han mener, den hører hjemme.

Oversigt

    Oversigt