OB-fans tilbage på tribunen: - Jeg håber, det kommer til at påvirke OB’s spil positivt

En ny aftale om yderligere genåbning vækker stor jubel i OB-lejren, der ser frem til at få sine fans tilbage.

Snart vil OB's stadion igen genlyde af slagsange og tilskuerråb fra tribunerne.

For ifølge den aftale, som blev indgået natten til fredag, kan tilskuerne vende tilbage til Superligaen fra 21. april.

Og det vækker stor jubel i OB-lejren.

- Vi er jo fantastisk glade for den melding, der kommer ovenpå nattens forhandlinger. Nu kan vi blive genforenet med vores fans. Det betyder alt for os, siger Jack Jørgensen, Commercial Manager i OB.

- Fodbold er jo fællesskab. Fællesskabet skaber den energi og stemning, der er om en fodboldkamp. Det har i den grad manglet. Den får vi tilbage nu.

Der er normalvis plads til 15.790 tilskuere i Odense, men ved genåbningen vil omkring 5.000 blive lukket ind.

Loft på antal tilskuere

Bag aftalen om den nye genåbningsfase står alle Folketingets partier undtagen Nye Borgerlige.

Ifølge aftaleteksten må der højst være 500 siddende tilskuere på sektioner, der er "klart adskilte". Desuden skal der være én meters afstand mellem tilskuerne, og der vil være krav om at vise coronapas og registrere sig med henblik på smitteopsporing.

- Vi kunne godt have tænkt os, det var sket før, men vi har samtidig også respekt for pandemien. Nu kan det ikke hjælpe at kigge bagud. Vi er bare glade for, at politikerne tager os alvorligt. Vi håber på, at vi fra den nye sæson kan få en fuld genåbning af stadion, siger Jack Jørgensen.

- Jeg håber, det kommer til at påvirke OB’s spil positivt. Når man har fans I ryggen, så giver det bare de ekstra procent, der gør forskellen.

Vigtigt for fremtiden

Også direktøren i Divisionsforeningen, Claus Thomsen, glæder sig over nyheden, som han kalder "altafgørende". 

- Vi skylder vores partnere og fans en fantastisk tak for deres loyalitet i det her forløb, når vi ikke har kunnet levere noget til dem, siger han.

- Hvordan sæsonen slutter, betyder rigtig meget for, hvordan den nye kommer i gang. Fodbold er fællesskab. Og det er rigtig vigtigt for fremtiden, at det fællesskab bliver etableret igen, inden vi afslutter sæsonen.

Foruden Superligaen gælder ordningen den næstbedste række for herrerne, de tre øverste ligaer for kvinderne, pokalfinalerne for herrer og kvinder samt A-landskampe.

Oversigt

    Oversigt