OB forlænger med assistent før ansættelse af cheftræner

Henrik Hansen har forlænget sin kontrakt som assistenttræner med OB. Hans aftale løber til 2024.

Det er fortsat usikkert, hvem der skal varetage cheftrænerposten i superligaklubben OB i næste sæson, men sikkert er det, at klubbens nye cheftræner får Henrik Hansen som sin assistenttræner.

Den tidligere superligaspiller har forlænget kontrakten med OB, så han er nu bundet frem til sommeren 2024. Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Sportschef og vikarierende cheftræner Michael Hemmingsen er overbevist om, at Henrik Hansen vil være et godt supplement til fremtidens trænerteam i OB, uanset hvem der skal være lederen af det.

- Henrik Hansen har en lys fremtid foran sig, og han er meget vellidt i klubben, og derfor er vi glade for, at han også vil bidrage med sin grundighed og erfaring i de kommende år.

- Vi er rigtig glade for, at han også vil indgå i det kommende trænerteam, da han er en stor kapacitet, og ligegyldigt hvem der bliver den nye cheftræner, så vil Henrik kunne bidrage med sine kompetencer, siger Michael Hemmingsen.

Henrik Hansen har et afslappet forhold til usikkerheden om, hvem der bliver hans kommende samarbejdspartner.

- Jeg har arbejdet med mange forskellige trænere, og jeg ser det ikke som et problem, at jeg endnu ikke kender den kommende cheftræner i teamet. Det vigtigste for mig er, at vi sammen får rykket OB i den rigtige retning, siger Henrik Hansen.

OB's jagt på en ny cheftræner har foregået i flere måneder. Allerede i januar meddelte OB, at Jakob Michelsen ville være fortid i klubben efter sæsonen. I marts blev den plan justeret, da Michelsen blev sat fra bestillingen forud for sidste runde i grundspillet.

OB har hyret et rekrutteringsfirma med tidligere AaB-sportsdirektør Allan Gaarde i spidsen til at hjælpe med at finde en ny cheftræner.

Oversigt

    Oversigt