OB fyrer cheftræneren med øjeblikkelig virkning

Cheftræner Jakob Michelsen stopper i superligaklubben OB med omgående virkning. Sportschef Michael Hemmingsen overtager som træner i resten af sæsonen.

Cheftræner Jakob Michelsen stopper i superligaklubben OB med omgående virkning, meddeler OB på sin hjemmeside.

Fyringen kommer i kølvandet på søndagens 3-0-nederlag til Brøndby.

- Vi vil gerne takke Jakob Michelsen for tiden i klubben, hvor det blandt andet er lykkedes at kvalificere os til mesterskabsspillet i 2018/19-sæsonen. Jakob har været med til at bygge et stort potentiale op, som vi ikke har fået forløst, og det har vi en stor tiltro til, at vi vil kunne gøre med nye øjne og friske idéer, siger sportschef Michael Hemmingsen.

Samme Michael Hemmingsen overtager som træner i resten af sæsonen. Michael Hemmingsen vil få hjælp fra teknisk chef Tonny Hermansen samt det eksisterende trænerteam.

Michael Hemmingsen fik sin fodboldopdragelse i Assens, og kom efter seks sæsoner i B1909 til OB i 1992. Her var han aktiv på klubbens bedste mandskab frem til 2005.

Siden blev han assistenttræner og træner i klubben. Han har desuden været træner for Sønderjyske, Randers FC, FC Vestsjælland og Næstved Boldklub.

Det er snart 30 år siden 53-årige Michael Hemmingsen kom til OB første gang.
Det er snart 30 år siden 53-årige Michael Hemmingsen kom til OB første gang.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix/arkiv

Thorborg: Der skal nye tanker til

Den 40-årige cheftræners fynske exit var allerede lagt kalenderen. Hans kontrakt udløb nemlig til sommer, og allerede i januar meldte OB, at kontrakten med Jakob Michelsen ikke ville blive forlænget.

Om dagens udskiftning på trænerbænken siger klubbens ejer og bestyrelsesformand Niels Thorborg til OB's hjemmeside:

- Et enigt sportsligt udvalg har vurderet, at der skal nye tanker til, for at potentialet i truppen kan forløses til flest mulige point i sæsonens sidste kampe, og vi har derfor opfordret Michael til at sætte sig i spidsen for trænerteamet.

- Derfor sætter vi pris på, at Michael og Tonny vil hjælpe klubben, når vi nu ændrer og øger bemandingen i trænerstaben for den resterende del af sæsonen.

Bedste resultat: Nummer 5

Jakob Michelsen kom til OB i 2018, hvor han afløste Kent Nielsen, der også blev fyret som cheftræner.

Under Michelsens ledelse er OB blevet nummer fem og nummer syv i Superligaen, hvor de seks bedste hold i grundspillet kvalificerer sig til mesterskabsspillet. Således er det kun i 2018/19-sæsonen, at OB under Michelsens ledelse har formået at spille holdet ind i mesterskabsspillet.

OB ligger i øjeblikket på niendepladsen i Superligaen efter 21 spillerunder.

Succes i Sønderjyske - fyret i Sverige

Jakob Michelsen fra Tønder slog for alvor sit navn som træner fast i sæsonen 2015/2016, skriver TV 2.

Her førte han Sønderjyske til sølv i Superligaen. Det var hans første sæson som træner i landets bedste række.

Det betød interesse fra Sverige, hvor Hammarby hentede ham i 2017. Det blev dog aldrig en succes i Sverige.

I januar 2018 blev han fyret. Et halvt år senere overtog cheftrænerposten i OB.

Oversigt

    Oversigt