OB i hundeslagsmål i søndagens sidste runde

OB møder søndag Esbjerg og kæmper med Horsens og Lyngby om superligaens ottendeplads. Den placering kan blive vital i jagten på overlevelse i Superligaen.

Når sidste spillerunde af Superligaens grundspil afvikles fra søndag klokken 17, knytter spændingen sig særligt til, hvordan de to nedrykningsgrupper bliver sammensat.

Det står allerede rimeligt klart, hvilke seks hold der skal deltage i mesterskabsspillet.

Man kan nemlig roligt antage, at Randers trækker det korte strå på udebane mod FC Købehavn, og dermed slutter grundspillet som nummer syv. Randers bliver så førstevælger til nedrykningsgrupperne.

Følg OB's kamp her

Derefter skal nummer otte vælge gruppe, og det kan være meget fordelagtigt af hensyn til af have så stort forspring som muligt ned til gruppens tredjeplads, der udløser en playoffduel om overlevelse i Superligaen.

Tre hold kæmper om placeringerne fra otte til ti: OB med 30 point, Lyngby med 31 point og Horsens med 31 point.

Inden sidste runde ser de sandsynlige grupper således ud:

Pulje 1:

  1. Horsens, 31 point (nummer 9).
  2. OB, 30 point (nummer 10).
  3. Sønderjyske, 26 point (nummer 11).
  4. Silkeborg, 15 point (nummer 14).

Pulje 2:

  1.  Randers, 35 point (nummer 7).
  2.  Lyngby, 31 point (nummer 8).
  3.  Hobro, 22 point (nummer 12).
  4.  Esbjerg, 18 point (nummer 13).

Nummer fire i hver gruppe rykker direkte ned. De to treere mødes i playoff, hvor taberen rykker ned. De fire hold, der slutter som nummer et og to i grupperne, skal spille om slutplaceringerne fra syv til ti. Nummer syv skal spille playoff om en plads i de europæiske turneringer.

Som stillingerne antyder, er der stor forskel på at havne i pulje 1 og 2, da der i pulje 2 er et større hul ned til tredjepladsen, der udløser overlevelseskampe.

Søndagens program

OB spiller hjemme mod Esbjerg, mens de øvrige kampe er: Horsens-Brøndby, AaB-AGF, FC København-Randers, FC Nordsjælland-FC Midtjylland, Sønderjyske-Silkeborg og Hobro-Lyngby.

OB's trup er hårdt plaget af skader, og holdet må undvære endnu to spillere i søndagens hjemmekamp mod Esbjerg.

Oversigt

    Oversigt