I det fynske folks tjeneste

OB kæmper sig til point mod FCK

OB spiller på udebane 1-1 med FC København i Superligaen. Pep Biel scorede for FCK i første halvleg, mens Troels Kløve stod for OB's udligning efter pausen.

Troels Kløve hyldes af Issam Jebali og Moses Opondo efter sit udlignende mål. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

OB havde læst på lektien og stod kompakt, så holdet lukkede det centrale område, hvor FCK har haft succes med at spille på det seneste.

I stedet rykkede FCK-angriberne med succes ud på siden af gæsternes forsvar, hvilket skabte føringsmålet.

Læs også Følg FCK - OB live: OB spiller årets sidste kamp

Fynboernes genpres stressede til gengæld hjemmeholdet, og det kostede også FCK sejren, da OB udlignede efter en erobring højt på banen.

Med det uafgjorte resultat forbliver FCK og OB på henholdsvis sjette- og niendepladsen.

Oliver på toppen igen

Første halvleg bød på fine chancer i begge ender, hvor en stor redning af OB-målmand Oliver Christensen forhindrede FCK-angriberen Kamil Wilczek i at bringe sit mandskab foran efter 18 minutter.

I den anden ende stod OB’s kantspiller Moses Opondo for afslutningerne, men han manglede den sidste skarphed i to forsøg.

I stedet leverede den formstærke FCK-midtbane Pep Biel første halvlegs eneste scoring, da han elegant vippede den over i det lange hjørne og i mål via overliggeren i det 27. minut.

OB fik udlignet efter 64 minutters spil, da OB’s offensive profil Emmanuel Sabbi erobrede bolden højt og fik blokeret en afslutning hen i fødderne på midtbanespiller Troels Kløve, der sparkede bolden i det tomme net.

FCK pressede på for sejren mod afslutningen, men midtbanespillerne Pep Biel og Viktor Fischer missede, da de fik chancen.

OB’s midtbanespiller Jeppe Tverskov sparkede over mål fra kanten af feltet kort før tid. Dermed endte det hele 1-1.

Læs også Følg corona-situationen: Regeringen vil indføre krav om karantæne ved indrejse