OB kan genoptage træningen

OB har fået grønt lys fra Odense Kommune til at genoptage træningen. Det er endnu uvist, hvornår det sker.

Efter fire uger uden fællestræning kan OB nu tilbagekalde superligatruppen med henblik på at genoptage træningen.

OB ejer ikke selv sine træningsbaner og har derfor været afhængig af grønt lys fra kommunen for at kunne få lov til at betræde græsset på boldbanerne i den fynske hovedstad.

Den tilladelse har de nu fået, og derfor kan de nu så småt genoptage træningen.

- Vi er glade for kommunens opbakning, og vi sætter stor pris på den gode dialog, vi har haft under processen, siger sportschef Michael Hemmingsen til klubbens hjemmeside.

Grundige overvejelser før opstart

OB’s superligatrup har siden den 24. marts været hjemsendt på lønkompensation, men superligatruppen og staben rundt om holdet kan nu igen påbegynde træningen i tråd med myndighedernes og Divisionsforeningens retningslinjer.

- Vi arbejder nu på at få spillerne tilbage på træningsbanen, men her har vi et stort ansvar overfor vores spillere. Det gælder selvfølgelig i forhold til det fysiske aspekt i at være klar til at spille kamp, men også i forhold til det mentale aspekt i at være isoleret fra et fællesskab så længe, siger Michael Hemmingsen.

Han fortæller, at de har haft god hjælp fra den aftale, der blev indgået i marts måned.

- Vi har samtidigt forsøgt at være så økonomisk ansvarlige som muligt, og der har trepartsaftalen været en rigtig god hjælp, siger sportschefen.

For OB-ledelsen venter der nu en række grundige overvejelser omkring, hvornår og hvordan træningen igen skal startes op.

Oversigt

    Oversigt