I det fynske folks tjeneste

OB knækkede i slutminutterne

OB smed 1-0-føring og tabte 3-1 til FC Midtjylland på udebane.

Emmanuel Sabbi bragte OB foran 1-0 før pausen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Lørdag eftermiddag tabte OB 3-1 til FC Midtjylland i Herning i superligaens femte spillerunde.

Resultatet betyder, at OB stadig kun har fire point, mens FCM ryger op på ti point.

FC Midtjylland dominerede store dele af opgøret og skabte mange chancer, men det var først i kampens slutning, at holdet fik sat tingene på plads.

Læs også Minut for minut: 3-1 til Midtjylland mod OB

Kampen begyndte med et langt midtjysk bombardement mod det fynske mål. Men Sory Kaba, Pione Sisto og de andre offensivspillere fra FCM udnyttede ikke deres chancer.

Det gjorde Emmanuel Sabbi fra OB til gengæld. Efter et boldtab fra FCM's Jens-Lys Cajuste blev Sabbi sendt af sted, og han bragte OB foran med et langskud.

I slutningen af første halvleg fik FCM fodboldspillets største chance for at udligne. Men OB-målmand Oliver Christensen pillede straffesparket fra brasilianske Evander.

I det 67. minut kom den bebudede udligning fra FC Midtjylland. Lidt tilfældigt endte bolden for fødderne af angriberen Sory Kaba, der let sparkede den i mål.

Derefter mistede kampen tempo, og der blev begået flere frispark, end der blev skabt chancer.

I slutminutterne skruede FCM op for presset, og det belønnede sig ved først et mål i det 80. minut fra Anders Dreyer og derefter et perlemål fra Pione Sisto på frispark.

Med sejren rykker FCM op på en foreløbig andenplads i Superligaen. OB beholder tiendepladsen.

Læs også Følg corona-situationen: Ingen tvinges til corona-vaccine