OB-legende scorer nyt trænerjob på Sjælland

Michael Hemmingsen skal fremover stå i spidsen for 1.divisionsholdet fra Næstved. Han har tidligere været træner i OB, SønderjyskE og Randers FC.

Efter afskeden med Mogens Krogh har Næstved ansat Michael Hemmingsen som ny cheftræner.

To dage efter mandagens fyring af Mogens Krogh har Næstved Boldklub fundet afløseren til posten som cheftræner.

Valget er faldet på 49-årige Michael Hemmingsen, som tidligere har været træner i OB, Sønderjyske og Randers FC.

- Det er en stor glæde at kunne præsentere Michael Hemmingsen som vores nye cheftræner, skriver Næstved på sin hjemmeside.

I sin aktive karriere spillede Michael Hemmingsen en fremtrædende rolle for OB, hvor han var anfører i flere sæsoner.

Han var fynboernes forsvarsdirigent og spillede sin sidste kamp i 2005.

Herefter tog han trænerkasketten på - først som assistenttræner i OB under daværende cheftræner Lars Olsen.

Han nåede kortvarigt at være cheftræner i OB, da daværende træner Bruce Rioch forlod klubben med kort varsel.

Seneste trænerjob havde Michael Hemmingsen i FC Vestsjælland, som gik konkurs i vinteren 2015.

- Vi har i Michael fået en meget sulten træner, som vil gøre alt for at skabe succes i sæsonens sidste ti kampe.

- Arbejdet er allerede startet med at komme ind i alle detaljer omkring holdet og klubben.

- Første træningsdag er i dag, hvor truppen for første gang skal prøve kræfter med Michaels træning, skriver Næstved.

Assistenttræner Max Petersen og angrebstræner Anders Clausen fortsætter i Næstveds trænerteam.

Oversigt

    Oversigt