Gribben fra Kerteminde klar til debut på landsholdet: - Det er bare fodbold

For første gang i over 25 år kan en OB-målmand få spilletid på fodboldlandsholdet. Det er bare fodbold, konstaterer Oliver Christensen. Coronaudbrud kan betyde, han er med i startopstillingen. Alternativet er faktisk også fynbo.

21-årige Oliver Christensen fra OB træner i disse dage med landsholdet, efter at han søndag blev ekstraordinært udtaget for første gang. 

- Det er det ypperste, du kan opnå, så det gør mig rigtig glad, siger Oliver Christensen ifølge Ritzau. 

Da Oliver Christensen var 19 år, lavede TV 2 Fyn et interview med det unge OB-talent, der oprindeligt kommer fra Kerteminde.

quote Det er bare fodbold. Hvis man er god nok, spiller man

Oliver Christensen, OB-målmand

Bare fodbold

Her var OB-målmanden, der også er kendt under tilnavnet "Gribben fra Kerteminde", helt nede på jorden i forbindelse med superligadebutten mod Brøndby. 

- Det er selvfølgelig klart, at det er en kæmpe forskel på at være en niårig dreng i Kerteminde og så være 19 år og spille på Brøndby Stadion, sagde Oliver Christensen dengang.

- Men der er ikke så mange ting, der er anderledes. Det er bare fodbold. Hvis man er god nok, spiller man, lød det. 

Derfor skal OB-målmanden med landsholdet

Landstræner Kasper Hjulmand udtog OB-målmanden sammen med otte andre nye spillere i landsholdstruppen. Det sker, fordi de landsholdsspillere, der til daglig spiller i engelske klubber, skal i 14 dages karantæne, når de rejser fra Storbritannien til Danmark.

Årsagen er de skærpede restriktioner som følge af fundet af den muterede coronavirus i Nordjylland.

Landsholdets sædvanlige førstemålmand, Kasper Schmeichel, der til daglig spiller i Leicester City, risikerer at blive ramt af indrejseforbuddet. 

Tirsdag blev OB-målmandens chancer for debut forøget endnu mere på grund af et coronaudbrud i landsholdslejren. Ti spillere samt landstræneren og assistenttræner Morten Wieghorst er blevet isoleret, efter Hoffenheim-spilleren Robert Skov blev konstateret positiv for virusset. 

Begge målmænd fra Fyn

Blandt de ti isolerede spillere er de to målmænd: Frederik Rønnow og Jesper Hansen. Lyngby-målmand Thomas Mikkelsen er også blevet kaldt ind, og faktisk giver udskiftningerne garanti for en fynsk målmand, som starter i aftenens landskamp.

37-årige Thomas Mikkelsen er fra Munkebo, og får han debut i aftenens kamp, bliver han den ældste debutant i landsholdets historie.

- Det er vanvittig at få sådan en mulighed i en alder af 37 år. Afbud eller ej, så er jeg da sindssygt stolt af at være udtaget, men samtidig er jeg ærgerlig over, at så mange er blevet tvunget til at melde fra, siger Thomas Mikkelsen til bold.dk

Også Thomas Mikkelsen har en fortid i OB, hvor han dog stod bag Sten Grytebust i køen og derfor aldrig slog igennem. Derfor skiftede han i sommeren 2018 til Lyngby, hvor han siden har været førstevalg. Tidligere har han blandt andet også spillet for de fynske klubber B1909, FC Fyn og Næsby.

Første OB-målmand siden 1995

Hvis 21-årige Oliver Christensen får spilletid, bliver han den første OB-målmand i buret på landsholdet, siden Lars Høgh stod på mål ved King Fahd Cup mod Mexico 10. januar 1995 i Saudi-Arabien.

Lars Høgh blev skadet i kampen, der blev hans sidste på landsholdet, selv om han var efterfølgende også udtaget til landsholdet, blandt andet ved EM-slutrunden i England i 1996. Netop Lars Høgh arbejder med blandt andre Oliver Christensen som målmandstræner for landsholdet. 

Fynske Anders Lindegaard og Thomas Sørensen, der begge har en fortid i som OL-målmænd, har senere i deres karriere spillet på landsholdet, mens de spillede i andre klubber.

I første omgang er Oliver Christensen kun udtaget til onsdagens testkamp mod Sverige, og det er endnu uvist, om han starter inde. Danmark spiller dog også afgørende Nations League-kampe mod Island og Belgien den 15. og 18. november.

FAKTA: Danmark og Sverige mødes for 107. gang

Se tv-indslaget med Oliver Christensen og hans bror fra 2018, hvor han fik debut for OB.
Fotograf: Arkiv

Oversigt

    Oversigt