OB-profil glæder sig til medaljekamp: - Der venter en utrolig fed kamp

OB kan selv afgøre, om holdet skal slutte sæsonen med bronzemedaljer. Men det kræver en sejr over Esbjerg, der fredag kommer til Odense.

OB tager fredag aften imod Esbjerg i en direkte dyst om bronzemedaljerne i Superligaen.

Inden den vigtige kamp er det gæsterne fra Esbjerg, der indtager det nederste skridt på medaljeskamlen, men med en sejr og tre point kan OB generobre tredjepladsen i rækken med blot to kampe tilbage.

quote Der venter en utrolig fed kamp, som har kæmpe betydning, og det er derfor klart, vi har brug for folk på stadion. Vi har brug for vores tolvte mand

Casper Nielsen, OB

- Vi glæder os rigtigt meget. Det er jo fantastisk, at vi med tre kampe igen selv kan afgøre vores skæbne. Vi har brug for massiv støtte, så vi håber, at der kommer mange på stadion i morgen. Esbjerg har gjort det rigtigt godt i denne sæson. De har kunnet stille med samme hold næsten hver gang, og det gør, at det er en sammentømret enhed, som vi har spillet meget tætte kampe med. Der venter os en svær kamp mod en kompetent modstander, der både er i stand til at gå højt og forsvare lavt, siger OB-træner Jakob Michelsen til klubbens hjemmeside.

- Der venter en fed kamp

I sidste weekend slog OB de nu detroniserede mestre fra FC Midtjylland med 3-1 efter en flot indsats på hjemmebanen i Bolbro.

En af kampens fynske målscorere var den tidligere Esbjerg-spiller Casper Nielsen. Den løbestærke midtbanespiller scorede kampens sidste mål, og han ser frem til endnu en gang at slide for at give tilskuerne noget at fejre.

- Jeg ved, det vil blive en fed oplevelse at komme på stadion på fredag. Der venter en utrolig fed kamp, som har kæmpe betydning, og det er derfor klart, vi har brug for folk på stadion. Vi har brug for vores tolvte mand. De har selv set, hvor meget det betyder, når de er der. Vi håber derfor selvfølgelig, at de vil være der igen. Og så håber vi, at vi kan give dem en sejr tilbage – det vil vi i hvert fald gøre alt for, siger Casper Nielsen ligeledes til ob.dk.

OB-Esbjerg starter klokken 19 og kan ses direkte på TV3 Sport.

OB-truppen til kampen mod Esbjerg

Oversigt

    Oversigt