OB sender forsvarsspiller til svensk fodbold

Den 24-årige forsvarsspiller Marco Lund forlader OB til sommer.

Den 24-årige forsvarsspiller Marco Lund skifter fra OB til IFK Norrköping, skriver den svenske klub på dens hjemmeside.

Her kan man også læse, at den danske midterforsvarer skal spille på svensk græs fra den 1. juli, når hans kontrakt med OB udløber.

Marco Lund kom til OB fra Esbjerg fB i januar 2018 og fortæller, at IFK Norrköping har holdt øje med ham et stykke tid.

- Jeg er meget glad for, at det endelig er faldet på plads, siger Marco Lund til klubbens hjemmeside.

Marco Lund har fået fået en kontrakt der løber til udgangen af 2024, og han ankommer til Sverige med over 100 superligakampe fra Esbjerg fB og OB i benene.

Og det glæder IFK Norrköpings træner Rikard Norling:

- Med Marco Lund får vi erfaring, kvalitet og stabilitet. Marco har trods sin unge alder været med længe og spillet på topniveau i Danmark. Han kommer til at bidrage med det samme, konstaterer Rikard Norling.

Klubbens chefscout Stig Torbjörnsen tilføjer, at Marco Lund har den rette alder, er hurtig og god med begge ben.

Oversigt

    Oversigt