OB skriver kontrakt med 18-årigt talent

18-årige Aske Adelgaard vil lægge pres på førsteholdstruppen, mener OB's fodbolddirektør, Björn Wesström.

Den 18-årige Aske Adelgaard høster nu frugten af mange års fodboldopdragelse i OB med en femårig kontrakt med klubben.

Aske Adelgaard er defensivspiller på klubbens U19-hold, men fra mandag er han en del af førsteholdstruppen.

- Jeg er stolt. Det var i OB, at jeg startede med at spille fodbold i sin tid. Jeg glæder mig til at bidrage til holdet med en masse positivitet og en masse energi, siger Aske Adelgaard i en pressemeddelelse.

Aske Adelgaard er dog ikke ubekendt med førsteholdstruppen. Han har flere gange hen over sæsonopstarten deltaget i førsteholdes træning, og han fik også en startplads i træningskampen mod FC Midtjylland i maj.

- Det har været fedt at kunne få lov at vise mig frem her i sæsonopstarten, og vise hvad jeg kan, siger det 18-årige talent.

Fodbolddirektør, Björn Wesström, ser frem til samarbejdet med den unge venstre back, og mener at Aske Adelgaard vil lægge pres på førsteholdstruppen.

- Aske har en mentalitet og kompetence, der øger konkurrencen og giver os større taktisk fleksibilitet, siger Björn Wesström.

Aske Adelgaard har i sine ungdomsår også huseret på den defensive midtbane, og har også været en tur forbi Randers FC’s fodboldakademi.

Aftalen mellem OB og Aske Adelgaard løber frem til sommeren 2027.

OB er ikke den eneste elitesportsklub på Fyn, der sikrer sig forstærkning i disse dage. Således har Odense Bulldogs hentet den svenske målkonge Jesper Thörnberg til klubben.

Oversigt

    Oversigt