OB-spiller: Ny spillestil var skyld i dårlig sæsonstart

OB's Casper Nielsen siger, at taktiske ændringer til denne sæson var skyld i, at OB indledte sæsonen skidt.

OB spillede sig søndag på tredjepladsen i Superligaen med 36 point, da Brøndby blev besejret 2-0.

Det hele så dog noget anderledes ud for fynboerne, da der kun var spillet seks runder i sæsonen, for da lå OB på sidstepladsen med sølle to point.

quote Spillerne skal have ros for, at de fortsat troede på hinanden og vores spillestil efter den dårlige sæsonstart

Jakob Michelsen

Ifølge OB-midtbanespiller Casper Nielsen skyldtes den dårlige indledning på sæsonen flere ændringer fra Jakob Michelsen, efter at Michelsen tog over som træner i OB.

- Træneren kom og ville indføre nogle nye ting i truppen. Han lavede et systemskifte og ville have nogle andre præmisser frem.

- Nogle gange virker det hurtigt, og andre gange tager det tid at få til at fungere, og det sidste var tilfældet for os, siger Casper Nielsen.

Siden de første seks runder har OB hentet 34 point i 18 kampe. Det giver et pointsnit på omtrent 1,9 pr. kamp, og det skyldes ifølge Casper Nielsen, at OB har fået de nye tiltag integreret.

- Vi har fået styr på tingene og fået selvtillid. Det er sværest at være i modgang, og bolden ruller bare lidt nemmere, når man har selvtillid, siger han.

Høj moral

Ny spillestil og ny tilgang til tingene er også noget af det, træner Michelsen peger på, når snakken falder på sæsonstarten.

- Spillerne er blevet komfortable med spillestilen, og vi har fået banket noget selvtillid og vindergen ind i dem.

- Efter en katastrofal start på sæsonen ramte vi et stabilt niveau og fik mange point. Det viser hvor høj moral og indstilling, der er i truppen.

- Spillerne skal have ros for, at de fortsat troede på hinanden og vores spillestil efter den dårlige sæsonstart, siger Jakob Michelsen.

 

Oversigt

    Oversigt