OB tabte hjemme til Brøndby

OB tabte hjemme til Brøndby med 2-0 i Superligaen.

Brøndby lagde stærkt fra land, da mandskabet søndag på udebane slog OB i sin første kamp i forårssæsonen i 3F Superligaen.

De blågule fra Vestegnen vandt 2-0 efter Anthony Jung og Lasse Vigen scorede i henholdsvis første og anden halvleg.

Grundet de store mængder regn, som var faldet over Odense hele søndagen, var banen besværlig for begge mandskaber, der havde svært ved for alvor at få spillet til at flyde.

Begge hold havde chancer, og især i anden halvleg pressede værterne hårdt på for en scoring, men Brøndby-defensiven holdt stand.

Ti minutter før tid blev hjemmeholdet reduceret til ti mand, da Oliver Lund fik det røde kort.

Efter sejren er Brøndby på fjerdepladsen med 35 point. OB forbliver placeret på niendepladsen med 27 point efter opgøret i runde 21.

Allerede otte minutter inde i kampen kom gæsterne foran, da en tilfældig bold dumpede ned for fødderne af forsvarsspiller Anthony Jung, der fra kort afstand nemt kunne sende bolden i det tomme mål.

Efter 36 minutter troede det meste af Nature Energy Park, at OB’s Issam Jebali havde udlignet, men hans frispark røg i sidenettet.

Lasse Vigen fordoblede for Brøndby efter en times spil, da hans afslutning blev rettet af og snød Oliver Christensen i OB-buret.

Efter 83 minutter blev OB reduceret til ti mand, da indskiftede Oliver Lund kom alt for hårdt ind i en tackling.

Kort tid efter var OB-debutanten Aron Thrándarson centimeter fra at score, men hans hovedstød gik lige netop forbi stolpen.

 

Oversigt

    Oversigt