OB tror på sejr trods massiv modgang

OB er gået fra det ene nederlag til det andet. Alligevel ser både spillere og træner lyst på fremtiden og FCK-kampen på søndag.

Det kan ikke altid være sjovt at snøre støvler for at træne, når nederlag efter nedlerlag lurer i baghovedet. OB har tabt syv ud af de otte seneste kampe i Superligaen, og onsdag røg holdet ud af pokalturnerinen, da de tabte til Vendsyssel fra 1. division.

Og Superligaklubben fra Ådalen ved udmærket godt, at de ikke ligefrem spiller super for tiden.

- Det har været nogle forventninger til os i løbet af denne sæson, som vi ikke har indfriet, og det er vi udmærket klar over, og det er vi både ærgerlige og skuffede over. Når det så er sagt, så er der ikke andre end os, der kan vende det, og det er det, vi kæmper for i øjeblikket, siger anfører Kenneth Emil Petersen.

Kun Esbjerg er dårligere end OB

Med 10 point for 13 kampe er det kun Esbjerg, der er dårligere placeret i tabellen end OB. Derfor er klubbens officielle målsætning om en placering blandt de seks bedste hold ikke det, der står øverst på træner Kent Nielsens dagsorden.

- Det er ikke det, der fylder vores hoveder. Det der fylder, når man ikke har fået flere point end vi har, det er først og fremmest at komme tilbage på pointsporet her på søndag og så have en længere række af kampe, hvor det lykkes for os. Det er det eneste, der fylder i vores hoveder lige for tiden, siger Kent Nielsen.

Tror på en sejr mod FCK

Derfor arbejder OB målrettet på at få spillet til at fungere og forhåbentlig hente en hårdt tiltrængt sejr mod FC København.

- Det bliver en stor udfordring, men også en udfordring som vi både tror og håber på, at vi kan løse, siger Kenneth Emil Petersen.

- Vi er optimistiske og har en tro på det, selvom vi godt ved, at vi kan komme til at gøre en masse ting rigtigt, og så kan det alligevel vise sig ikke at være nok. Men vi ved, at forudsætnigen for at få det gode resultat, det er at vi gør mange ting rigtigt, og så ved vi også godt, at vi kan gøre det svært for alle hold, siger Kent Nielsen.

OB skal bevare troen på, at de kan vinde forboldkampe, og det arbejder Kent Nielsen hårdt på at overbevise spillerne om, i en tid hvor medier og fans har travlt med at gøre opmærksom på alle fejlene.

- Jeg er stadigvæk optimistisk, men det er klart, vi er udfordret. Men først og fremmest er vi indstillet på at levere en super kamp på søndag og har så også en tro på, at med lidt held og meget dygtighed, så lykkes det også for os at få et resultat, siger Kent Nielsen.

OB tager imod FCK klokken 16.00. Kampen kan også ses på Kanal 9.

 

Oversigt

    Oversigt