OB's cheftræner: - Man kan ikke altid være den flinke og den sjove

- Jeg er heldigvis begunstiget med nogle nysgerrige og hårdt arbejdende spillere. Og så en rigtig dygtig stab, siger Jakob Michelsen. Efter en katastrofal start har OB kurs mod en topplacering.

Søndag gjorde OB det onde ved Brøndby i kampen om øjeblikkets tredjeplads i superligaen. OB vandt 2-0, og samtidig gjorde Jakob Michelsens mandskab det lidt sjovere at være OB-fan. 

Der er nemlig ikke mange på lægterne, som efter en katastrofal start på sæsonen, hvor OB lå sidst efter seks spillerunder, har troet, at OB efter 24 spillerunder pludselig bejler til en medaljeplacering.

Men efter den ringeste sæsonstaret i 19 år har cheftræner Jakob Michelsen formået at placere OB et sted, hvor det er sjovt at være OB-fan - og måske ikke mindst at være en del af OB-truppen.

Men den aktuelle tredjeplads er ikke noget cheftræneren går særligt meget op i. Den 38-årige sønderjyde kom nemlig inden sæsonstart til OB med beskeden om, at fynboerne skulle spille mere direkte fodbold. Og det er lykkedes. 

- Det er klart taber man kampe, så synes alle at man er en kæmpe klovn, og vinder man nogle kampe, så synes alle at man er helt fantastisk, siger Jakob Michelsen i kølvandet på søndagens triumf.

- Det er jo en præmis, og det kan man leve med. Kan man ikke det, så skal man finde noget andet at gå op i.

Begunstiget med hårdt arbejdende folk

Men medgangen er ikke noget, Jakob Michelsen vil tage hele æren for.

- Jeg er heldigvis begunstiget med nogle nysgerrige og hårdt arbejdende spillere. Og så en rigtig dygtig stab, som jeg arbejder utroligt tæt sammen med, siger Jakob Michelsen. 

Der er også roser den anden vej. Assistenttræner Henrik Hansen giver Jakob Michelsen kredit for at inddrage de andre i trænerteamet, når han skal træffe beslutninger i OB.

- Det er jo, synes jeg, en meget moderne måde at arbejde at arbejde på. Og også en måde som selvfølgelig gør, at vi får større ejerskab af tingene, siger Henrik Hansen og tilføjer:

- Vi er også med inde over de valg der bliver taget, men i sidste ende sidder han og kan bruge de input han får.

Den søde, den rare og det dumme svin

Når man står i spidsen for en spillertrup, der skal præstere hver uge, skal man kunne agere i forskelligt afhængig af situationen og de mennesker man leder, mener Jakob Michelsen:

- Jeg kan både være den søde, den rare, den flinke og den forstående, men jeg kan også være det dumme svin.

- Og jeg tror på, at skal man begå sig i topfodbold, og generelt med ledelse, skal man have en fleksibel ledelsestil fordi mennesker er forskellige, og fodboldhold er forskellige. Man står i mange forskellige situationer, hvor der er brug for at har forskellige ledlelsekasketter på.

- Man kan ikke altid være den flinke og den sjove, man kan heller ikke altid være det dumme svin. Man er nød til at behandle mennesker forskelligt - i virkeligheden for at behandle dem ens, siger Jakob Michelsen.

Næste gang OB skal i kamp er den kommende mandag, hvor holdet ude møder AGF, som i øjeblikket er nummer otte.

 
Fotograf: Reza Sahraei

Oversigt

    Oversigt