Odense Bulldogs henter målmandsprofil hjem igen

Den populære målvogter Tadeas Galansky vender tilbage til Odense Bulldogs i den kommende sæson.

Det var til stor fortrydelse for både Odense Bulldogs og fans, da den tjekkiske målvogter Tadeas Galansky forlod klubben for tre år siden.

Men nu er der gode nyheder. Tadeas Galansky trækker nemlig endnu en gang i den rød-hvide trøje i den kommende sæson, meddeler klubben.

- Tadeas er jo uden en tvivl en af de bedste målmænd i ligaen og har været det kontinuerligt over flere sæsoner. Det er med stolthed, vi nu endeligt kan offentliggøre kontrakten, udtaler sportschef Henrik Benjaminsen.

- Det er jo altid interessant, når man kan hente nogen tilbage, som alle var glade for. Så det betyder rigtig meget.

Vil betale tilbage

Sidst, der blev spillet slutspilsishockey på Fyn, var det Tadeas Galansky, der vogtede det odenseanske mål. Og han nåede i sine to sæsoner i Odense Bulldogs at føre holdet til en uventet pokaltriumf i sæsonen 2015/16, hvor han også tog titlen som årets pokalfighter.

quote Jeg har hele tiden vidst, at jeg ville komme tilbage på et tidspunkt, for jeg nød virkelig min tid i Odense

Tadeas Galansky, ishockeyspiller

Spilleren har fået en etårig kontrakt og ser meget frem til at vende tilbage.

- Jeg har hele tiden vidst, at jeg ville komme tilbage på et tidspunkt, for jeg nød virkelig min tid i Odense, siger Tadeas Galansky i en pressemeddelelse. 

- Bulldogs gav mig chancen for at vise, at jeg kan spille, og jeg vil gerne betale tilbage til organisationen, til byen og selvfølgelig klubbens fans, siger spilleren.

Opsagde kontrakt

Da klubben sidste gang havde selskab af "den levende mur", var der tale om en 1 + 1-årig kontrakt.

Men Tadeas Galansky valgte her at bruge en klausul i sin kontrakt, der betød, at han kunne opsige sin kontrakt et år før tid.

Tjekken har spillet 121 kampe for fynboerne.

Oversigt

    Oversigt