Odense får ny familie- og velfærdschef

Den 58-årige Morten Madsen er udnævnt til ny familie- og velfærdschef ved børn- og ungeforvaltningen i Odense Kommune.

Morten Madsen er oprindeligt uddannet socialrådgiver og kommer fra en stilling som vicedirektør i Assens Kommune.

I Odense får han ansvar for et budget på en halv milliard kroner og mere end 500 medarbejdere indenfor børn- og ungerådgivning, sociale indsatser til børn og unge, specialpædagogisk rådgivning, ergo- og fysioterapi, sprogindsatser og tandpleje.

Morten Madsen skal desuden være med til at reparere på skaderne i børn- og ungeforvaltningen, der har gennemgået en turbulent periode i 2015, som blandt andet førte til fyring af forvaltningens direktør og to chefer i Familie- og Velfærdsafdelingen.

- Morten skal med sin indsigt og tydelige kommunikation genskabe tillid og arbejdsglæde i afdelingen. Det er der brug for, når familierne skal have den støtte, de har behov for, siger Børn- og ungeforvaltningens administrerende direktør, Poul Antoniussen. 

 

 

Oversigt

    Oversigt