Odense generobrer førsteplads trods sløj halvleg

Odense Håndbold var fortjent bagud med 8-11 ved pausen ude mod Aarhus United, men kom tilbage og vandt 22-18.

Efter lidt under et døgn på andenpladsen i Bambusa Kvindeligaen er Odense Håndbold tilbage i spidsen.

Det blev en kendsgerning, da fynboerne med besvær vandt 22-18 ude over Aarhus United.

Hjemmeholdet var ellers klart bedst i kampens første 30 minutter og førte da også med tre mål ved pausen, før Ulrik Kirkelys mandskab fik fat og kom med et overbevisende modsvar.

Særligt målvogter Tess Wester og landsholdsspilleren Mie Højlund strålede for Odense.

I første halvleg lavede fynboerne ellers alt for mange tekniske fejl og sløje afslutninger, og holdet lå langt under sin normale scoringsfrekvens.

Undervejs holdt Odense således en scoringspause på over otte minutter, hvilket en storspillende Martina Thörn i Aarhus-målet også var en del af forklaringen på.

Odenses forsvar og målvogter Tess Wester efterlod også et stærkt indtryk i de første 30 minutter, men ved pausen førte hjemmeholdet med 11-8.

Fra anden halvlegs begyndelse tippede kampen topholdets vej.

Martina Thörn havde ikke samme held i det aarhusianske bur, og midtvejs i halvlegen måtte hun sætte sig ud på bænken. Kort efter tog Odense sin første føring i halvlegen, da Sara Hald smækkede bolden ind bag Nora Persson til 16-15.

Dermed havde Odense på under 15 minutter af anden halvleg scoret lige så mange mål som i hele første halvleg.

I den anden ende holdt Tess Wester sit høje niveau kampen igennem. Hollænderen var med til at sørge for, at spændingen forduftede inden slutminutterne.

Tidligere tirsdag tog Silkeborg-Voel et stort skridt mod slutspillet, der har deltagelse af grundspillets otte bedste hold.

Silkeborgenserne lykkedes med at vinde med at vinde 27-25 over en direkte slutspilskonkurrent i form af Holstebro Håndbold.

Dysten var tæt helt indtil de sidste minutter, før Silkeborg-Voel gik fra 23-23 til 27-23 og kørte sejren hjem.

Med de to point ligger Silkeborg på syvendepladsen og har nu tre point ned til Holstebro, der ligger lige uden for slutspilsfeltet på niendepladsen. Begge hold mangler at spille tre grundspilskampe.

Det samme gør Aarhus United, som ligger på den slutspilsgivende ottendeplads med et point ned til Holstebro og to op til Silkeborg-Voel.

Oversigt

    Oversigt