Odense glæder sig til at få stærekasse

Stærekasser, som kan sænke hastighed og dermed mindske ulykker, hilses velkommen i Odense, Aarhus og Aalborg.

I Odense ligger en af de i alt 11 særligt farlige veje landet over, der er blevet udvalgt til at huse stærekasser til at måle bilisternes fart.

Vejdirektoratet og Rigspolitiet har udpeget vejene, hvor de første permanente fartkontroller skal sættes op. Seks veje er i Jylland, tre på Sjælland, en på Falster og altså på Bogensevej i Odense.

Det vækker glæde i kommunen, at vejen er udpeget, siger Ellen Drost, afdelingschef for byudvikling i Odense.

- Vi er vældig tilfredse med, at man arbejder på at sænke hastigheden og dermed øge trafiksikkerheden og dermed mindske antallet af ulykker.

- Vi har valgt at pege på den vej i samarbejde med Vejdirektoratet og politiet, fordi det er en vej, der tidligere har haft karakter af en landevej, men i takt med at byen har udviklet sig, er der også beboelser på vejen.

- Den ligger mellem to udkørsler fra et boligområde. Det er en vej, der er karakteriseret af stor hastighed og mange cyklister, herunder børn på vej til skole. Så vi synes, at det er et rigtig godt sted at begynde med stærekasserne.

Oprindeligt har Vejdirektoratet, Rigspolitiet og kommunerne i samarbejde udpeget en liste med 44 mulige placeringer for stærekasser.

Heraf er 11 af de farlige veje altså blevet udvalgt til pilotprojektet, der på sigt kan føre til flere stærekasser på de danske veje, hvis resultaterne er gode.

I Aarhus er en vej udpeget. Det er Grenåvej i Risskov.

- Det er en stor indfaldsvej til Aarhus, og der kan hastigheden ofte komme for højt op, så det er et udmærket sted, siger mobilitetschef Susanne Krawack.

- Vi kunne sikkert sagtens pege på flere steder, men det er fint at få nogle erfaringer først, siger hun.

I Aalborg var fem veje med på den oprindelige liste. Ingen af de fem veje er dog udvalgt til en stærekasse i første omgang.

Svend Erik Pedersen, stadsingeniør i Aalborg Kommune, håber, at en permanent hastighedskontrol på sigt også kommer til Aalborg.

- Men vi er helt trygge ved, at Vejdirektoratet og Rigspolitiet har peget på de steder, hvor der i første omgang er størst effekt.

- Det, der er vigtig, er, at stærekasserne ikke står alene, men at de suppleres med uvarslet hastighedskontrol, siger han.

Oversigt

    Oversigt