Odense Håndbold henter ny træner fra landsholdet

Odense Håndbold har fredag præsenteret Michael Bruun som ny målvogtertræner i klubben. Der er tale om et samarbejde med Dansk Håndbold Forbund, hvor Bruun er ansat.

Fredag formiddag har Odense Håndbold, der hører til i landets bedste kvindelige håndboldrække, præsenteret en ny målvogtertræner. 

Valget er faldet på den tidligere landsholdsmålvogter og Team Tvis Holstebro-legende Michael Bruun.

Den 49-årige træner skal fremover arbejde tæt sammen med Odense Håndbolds nuværende målvogtertræner, Frederik Skou Hansen, samt de tre målvogtere Althea Reinhardt, Tess Wester og Iben Hesseldal Hansen. 

Nyt samarbejde med DHF 

Udnævnelsen af Michael Bruun som ny målvogtertræner er et samarbejde med Dansk Håndbold Forbund, hvor Bruun i forvejen er ansat som træner hos både kvinde- og herrelandsholdet. 

- Jeg glæder mig over dette samarbejde, hvor Odense Håndbold og DHF i fællesskab giver mulighed for at løfte arbejdet med målvogterne i Odense - til gavn for både klub og landshold, udtaler sportschef i Dansk Håndbold Forbund, Morten Henriksen, i en pressemeddelelse. 

I den fynske ligaklub er administrerende direktør Lars Peter Hermansen også glad for, at det er lykkedes at indgå partnerskabet med DHF, så klubbens målvogtere kan få gavn af Michael Bruuns erfaringer fra 83 landskampe samt massevis af ligakampe for Team Tvis Holstebro. 

Skal dele ud af sin erfaring 

- Vi er rigtig glade for aftalen med Michael Bruun og DHF. Michael er en erfaren herre inden for sit felt – både som træner og som spiller - og vi tror på, at han sammen med Frederik kan være med til at udvikle vores målvogterteam, siger Lars Peter Hermansen.

Hovedpersonen selv ser også frem til at komme i gang med træningen hos de fynske titelaspiranter.

- Jeg glæder mig til at blive en del af Odense Håndbolds setup, og jeg ser frem til at samarbejde med Frederik og det øvrige trænerteam omkring målvogtertræningen i Odense, udtaler Michael Bruun i pressemeddelelsen. 

Michael Bruun har været ansat som målvogtertræner i Dansk Håndbold Forbund siden 2011. Han har netop forlænget sin kontrakt med forbundet for tre år.

 

Oversigt

    Oversigt