Odense Håndbold skriver kontrakt med hollandsk verdensmester

Til sommer skifter hollandske Dione Housheer sin gule Nykøbing Falster-trøje ud med en orange.

Odense Håndbold har indgået en treårig kontrakt med den hollandske verdensmester Dione Housheer.

Højrebacken skifter fra Nykøbing F. Håndboldklub til Odense Håndbold til næste sæson.

- Dione er en rigtig spændende spiller, som jeg har fulgt i flere år. Jeg synes, hun har udviklet sig enormt i sine første år i dansk håndbold, og jeg er sikker på, at hun kan give os noget på både den korte og den lange bane her i Odense. Dione har rigtig meget i værktøjskassen. Hun har et stort blik for spillet, stærk på brud, god på vurderingsspillet, og så er hun en skarp skytte. Det glæder vi os til at få gavn af i Odense, siger cheftræner i Odense Håndbold Ulrik Kirkely.

Dione Housheer ser Odense Håndbold, der lige nu ligger nummer to i ligaen med 10 sejre i 11 kampe, som en stor klub med rigtig store ambitioner. Hun tror derfor, at Odense er det rette sted for hende at fortsætte sin udvikling.

- Mine ambitioner er at spille og vinde en masse gode kampe. Jeg vil forbedre og udvikle mig mere og mere, så jeg bliver den bedste udgave af mig selv. At spille med så mange gode og dygtige spillere, som Odense har, vil helt sikkert hjælpe mig med at opnå det mål. Jeg glæder mig virkelig til dette nye eventyr, til nye oplevelser og til at blive en del af Odense-holdet, siger den kommende Odense-spiller i en pressemeddelelse fra klubben.

Dione Housheer er 21 år og kommer oprindeligt fra Ulft i Holland. Hun spillede for VOC Amsterdam, inden hun skiftede til Nykøbing F. Håndboldklub i 2018.

Dione Housheer vandt VM-guld sammen med det hollandske landshold i 2019.

Oversigt

    Oversigt