Odense Håndbold sultne efter sejr

Odense Håndbold skal i gang med en ny sæson, og med mange nye spillere gælder det om at få holdet til at fungere som en samlet enhed, hvis guldet skal hives hjem i år.

En ny sæson begynder for Odense Håndbold, og selv om holdet på mange måder også er nyt, har en ting ikke ændret sig; ambitionen er stadig guldmedaljer. 

Om det bliver i år, at damerne endelig slutter helt øverst på skamlen, er endnu ikke til at vide, men spørger man en af de rutinerede spillere, er sulten efter at vinde i hvert fald intakt.

- Jeg har været sulten efter at tage et mesterskab med Odense Håndbold i tre år nu. Den sult er kun blevet større, siger Odense Håndbolds playmaker Mie Højlund.

quote Jeg har været sulten efter at tage et mesterskab med Odense Håndbold i tre år nu.

Mie Højlund, playmaker, Odense Håndbold

Ny træner

Odense Håndbold har en af ligaens største budgetter, men ambitionen om at blive danmarksmestre er endnu ikke blevet indfriet. Det kostede træner Jan Pytlick jobbet i december 2019, så nu hedder manden med ansvaret Ulrik Kirkely.

Ulrik Kirkely er ny i cheftrænerstolen i Odense Håndbold.
Ulrik Kirkely er ny i cheftrænerstolen i Odense Håndbold.
Foto: Alex Syrik

Ambitionen er at nå til tops. Hvad skal du gøre anderledes?

- Der vil altid være et pres, når man taler om at være træner for Odense Håndbold, og det er jeg fuldstændig indforstået med. Det, vi glæder os til, er at være i gang med den proces, der er nu.  Vi kigger på at få samlet holdet, og så arbejder vi benhårdt, koncentreret og disciplineret derfra, siger Ulrik Kirkely, cheftræner for Odense Håndbold.

Ulrik Kirkely er ny i cheftrænerstolen, og hele otte nye spillere er kommet til i sommerpausen. En af dem er playmaker Helena Elver, der er kommet til fra Aarhus United. Lige nu bekymrer hun sig dog ikke om forventninger og medaljepres.

- Det tænker jeg slet ikke over. Når jeg spiller håndbold, så spiller jeg håndbold, og så er alt andet ligegyldigt. Vi vil bare gerne spille håndbold for at have det sjovt, og det er selvfølgelig også sjovt, når rammerne i Odense er gode, og at de er megaprofessionelle hernede. Så det giver bare et rigtig godt set up, siger Helena Elver.

Odense Håndbold er gået i gang med træningen frem mod næste sæson.
Odense Håndbold er gået i gang med træningen frem mod næste sæson.
Foto: Alex Syrik

Inden man kan tage guldet, skal truppen fungere som en enhed. Spillerne skal kittes sammen, og det er Ulrik Kirkelys primære fokus lige nu.

- Det bruger vi utrolig meget energi på. Vi tror på, at hvis vi kontinuerligt skal være med i toppen af dansk kvindeholdbold - hvad vi vil være - så skal vi have et sundt hold, der skaber et højt bundniveau og skaber noget stabilitet. Og det er det, vi arbejder benhårdt på i øjeblikket, slår han fast. 

Lige ved og næsten

Det har være lige ved og næsten for Odense Håndbold flere gange, men Mie Højlund tror stadig på, at der kommer guld til Odense.

quote Det har været super frustrerende de seneste par år, hvor man har kunnet se medaljen foran sig, og så er den blevet snuppet i sidste øjeblik. 

Mie Højlund, playmaker, Odense Håndbold

- Det har været super frustrerende de seneste par år, hvor man har kunnet se medaljen foran sig, og så er den blevet snuppet i sidste øjeblik. Og jeg tror, det er en kæmpe motivationsfaktor for de af os, der har været igennem de år. Nu vil vi virkelig have den medalje.

Og det kan de nye spillere bidrage til, tilføjer Mie Højlund.

- Der er kommet mange nye piger, der kommer med helt vildt god energi. Alle virker vildt motiveret og engageret i det her hold. Det tror jeg er en rigtig god start, og det giver god grobund for at gå efter guldet. 

Om det bliver til guld i år, må tiden vise. Men de mange nye spillere skal nok blive et aktiv for Odense Håndbold, mener venstrefløjen Freja Cohrt.

- Det er jeg slet ikke i tvivl om. Der har virkelig været god stemning på holdet fra dag et, så det virker som et godt match. 

Odense Håndbold skal i aktion i ligaen første gang den 22. august, når de på hjemmebane møder sidste sæsons guldvindere fra Team Esbjerg.

En ny sæson står for døren, og med mange nye spillere gælder det om at få holdet til at fungere som en samlet enhed, hvis guldet skal hives hjem i år.

Oversigt

    Oversigt