Odense Håndbolds nye EM-profil fik en dukkert i debutgave

EM-profilen Mia Rej fik lyndebut for Odense, men tabte en jævnbyrdig kamp til Team Esbjerg.

Mandag blev Mia Rej præsenteret som Odense Håndbolds seneste indkøb, og allerede tirsdag aften fik den danske EM-profil debut for sin nye klub.

Trods den prominente tilgang lykkedes det dog ikke odenseanerne at hente point i kampen mellem dansk kvindehåndbolds to bedste mandskaber. På udebane tabte Odense med 28-29 til Team Esbjergs regerende mestre.

Mia Rej fik da også en relativt afdæmpet debut. Hun startede kampen på udskiftningsbænken, og først efter pausen gav træner Ulrik Kirkely hende et længere forløb med spilletid.

Det var i stedet hollænderen Nycke Groot, der trak det store læs som spilfordeler hos fynboerne. Mia Rej blev blot noteret for en enkelt scoring, som faldt et minut før tid til udligning 28-28.

Spændende til det sidste 

Kampen var den første i kvindernes liga efter EM, og hvis der havde været publikum i den tilskuertomme hal, havde folk formentlig siddet ude på kanten af sæderne.

Det var nemlig jævnbyrdigt og spændende helt til det sidste, selv om spilkvaliteten i kampens indledning lod noget tilbage at ønske.

Holdet fra Fyn var foran med 16-15 ved pausen og havde også føringen i lange perioder i anden halvleg. Men det lykkedes aldrig at ryste hjemmeholdet af sig, og til sidst stod gæsterne altså tilbage uden point.

16 sekunder før tid tordnede Mette Tranborg bolden op i målhjørnet til 29-28 for Team Esbjerg, og trods en timeout lykkedes det ikke Odense at spille sig frem til en sidste afslutning.

Tranborg endte dermed som matchvinder i kampen mod den klub, hun spillede for i tre sæsoner.

Med nederlaget har Odense tre point op til de førende esbjergensere. Fynboerne har dog kun spillet 13 kampe mod Esbjergs 14.

Oversigt

    Oversigt