Odense Håndbold taber til København i vigtigt opgør

København Håndbold overhaler Odense i tabellen i kvindernes håndboldliga med en sejr på 31-29 over fynboerne.

Sjette sejr på stribe i kvindernes håndboldliga blev en realitet for København Håndbold onsdag aften.

Holdet havde besøg af Odense Håndbold, der blev besejret med 31-29. Resultatet betyder, at københavnerne overhaler Odense på andenpladsen i tabellen. Begge hold har 20 point efter 13 kampe.

Tabellen toppes med 24 point af Team Esbjerg, der senere onsdag møder Skanderborg Håndbold. København kom bedst fra start i onsdagens topkamp, mens gæsterne fra Odense havde svært ved at finde rytmen.

Specielt i forsvaret haltede Odense-spillerne efter de hurtige københavnere, og Maria Hjertner kunne fra højre back hamre bolden i kassen og sørge for Københavns 18. mål i første halvleg, som holdet vandt 18-12.

Det så ud til, at Odense-træner Jan Pytlick havde talt et alvorsord med sine spillere i pausen. I hvert fald kom Odense noget bedre ud til anden halvleg og fik hentet lidt ind på hjemmeholdets forspring.

Tættest på kom de ved 15-19 og 16-20, men så trak København igen fra. Generelt var hjemmeholdet mere aggressiv og kæmpede mere for hver bold.

Mia Rej blev i sidste uge udtaget som reserve til den landsholdstrup, der senere på måneden rejser til VM i Japan.

Onsdag aften gjorde hun sit for at vise landstræner Klavs Bruun Jørgensen, der var til stede på tilskuerpladserne, at hun gerne vil være mere end en reserve.

Med den ene flotte scoring efter den anden var hun i den grad med til at sørge for, at sejren kom i hus. Med sit ottende mål i kampen gjorde hun det til 27-19 godt midtvejs i anden halvleg.

Men så kom der igen gang i Odense, der indledte en vild jagt. Gæsterne gik fra 19-27 til 28-29 på mindre end ti minutter.

Tættere på kom de dog aldrig, og Mia Rej sendte kort efter sin niende scoring ind på straffekast til 31-28, inden Nycke Groot fik reduceret til slut for gæsterne, der må rejse tilbage til Odense med et nederlag.

Oversigt

    Oversigt