Odense i spil som værtsby: DBU vil have EM for kvinder til Danmark

DBU arbejder på at få EM i fodbold for kvinder til Danmark i 2025 - for første gang siden 1991. Og Odense kan meget vel komme i spil som værtsby.

DBU vil lægge billet ind på at få EM i fodbold for kvinder til Danmark i 2025.

Der er god tid til at indsende det officielle danske bud til Uefa, for det skal først ligge klar i august 2022, men af notater som TV 2 Fyn har fået aktindsigt i, gennem Odense Kommune, fremgår det, at 12 byer lige nu er i spil som værtsbyer til slutrunden. 

Disse byer er i spil som værtsbyer

En af byerne er Odense.

Af en tidsplan i bilagene fremgår det, at de interesserede værtsbyer har et år fra nu til at beslutte sig for, om de vil gøre alvor ud af deres interesse.

24. marts 2022 er nemlig deadline for værtsbyerne til at melde ind, inden DBU i juni 2022 afgør, hvilke værtsbyer der kommer med i det endelige danske bud.

Odenses mulige interesse blev behandlet 16. marts på et lukket punkt i Økonomiudvalget under overskriften "Ny event i Odense". Der er efter TV 2 Fyns oplysninger tale om meget tidlige sondringer, og der er ikke mindst behov for at finde ud af, om det overhovedet er realistisk. For i Odense er der den åbenlyse udfordring, at Odense Stadion - som er det eneste egnede stadion i byen - står foran en stor renovering i de kommende år. Og dette kan selvsagt få betydning for, om Odense overhovedet er egnet som værtsby.

Bedre økonomi på Stadion

Ifølge TV 2 Fyns oplysninger kan det dog ikke udelukkes, at Odense Stadion kan bruges til EM-kampe - også selvom man skulle stå midt i en renovering, hvis man bygger om i etaper på samme måde som man for eksempel gjorde i Haderslev.

Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) har ikke ønsket at kommentere sagen over for TV 2 Fyn, fordi der er tale om et lukket punkt.

Men som TV 2 Fyn kunne afsløre i december sidste år, får Odense Kommune meget lidt ud af sit ejerskab af Odense Stadion. Ud af de 90 gange, det kommunalt ejede stadion har været i brug de seneste fire år, har OB som lejer tegnet sig for de 87. Derfor kan en EM-slutrunde på dansk grund være ét eksempel på noget, der kunne give en øget brug og skabe bedre økonomi på stadion.

I notaterne fra aktindsigten kan man blandt andet læse om de krav, man forventer, Uefa stiller til værtsnationen i 2025. Uefa har ikke de endelige krav klar, men DBU forventer, at antallet af værtsbyer bliver på minimum syv. 

Det forventes, at der stilles krav til værtsnationen om ét stadion med plads til minimum 20.000 tilskuere, seks-otte stadions med plads til mellem 8.000 og 20.000 tilskuere, fire kvalitetstræningsanlæg per stadion og fire hoteller per stadion. 

En million tilskuere til VM

Af aktindsigten fremgår det, at parterne har været i dialog om de indledende forberedelser frem mod at indsende et samlet dansk bud siden sommeren 2019, hvor DBU holdt et informationsmøde på Viborg Stadion i forbindelse med en landskamp mod Malta. Og så sent som i februar i år har de interesserede parter holdt statusmøde.

EM 2025

Kvindefodbold er i kæmpe vækst i disse år - ikke blot i Danmark men over hele verden. Ved den seneste EM-slutrunde i Holland, hvor Danmark i øvrigt nåede finalen før man tabte til værtsnationen, så i alt 240.000 tilskuere med på lægterne fordelt på de 31 kampe. Det svarede til godt 7.700 i gennemsnit. Og i 2019 til VM i fodbold i Frankrig så i alt 1,1 million tilskuere de 52 kampe. Det svarer til godt 21.700 i snit pr. kamp.

Af bilagene kan man se, at DBU også gør indledende forberedelser til et bud på VM for kvinder i 2027. Der vil dog efter TV 2 Fyns oplysninger formentlig være tale om et samlet nordisk bud, hvor Danmark kun byder til med to eller tre værtsbyer.

Danmark har én gang været vært for EM i kvindefodbold. Det var i 1991, men i et noget mindre setup. Her deltog blot fire nationer ved slutrunden, der alene bestod af to semifinaler, en bronzekamp og en finale. Kampene blev spillet i Hjørring, Frederikshavn og Aalborg, og Danmark sluttede som nummer tre.

Værtnationen for EM i 2025 ventes at blive offentliggjort af Uefa i december 2022.

TV 2 Fyn har bedt DBU om et interview, men de har ikke ønsket at medvirke, da man stadig er meget tidligt i processen.