Odense Kaserne lukket ved en fejl

Der hersker stor usikkerhed om fremtiden for Odense Kaserne. I den nye forsvarsaftale står der, at lejemålet på Odense Kaserne skal opsiges, men det viser sig nu at være en fejl.

Det står sort på hvidt i Aftalen på Forsvarsområdet. Lejemålet for Odense Kaserne opsiges.

Alle partier i Folketinget - bort set fra Enhedslisten - står bag aftalen, der blev indgået i fredags.

Så i fire dage var der ingen tvivl. Forsvaret ville forlade Odense Kaserne. En melding der undrede Odenses Borgmester.

- Det er selvfølgelig meget ærgerligt at se, at man skulle fjerne den sidste rest af forsvaret i Odense. Vi er jo en gammel garnisionsby og har været det gennem hele historien, siger Anker Boye (S).

Men efter at TV 2/FYN i dag kontaktede flere medlemmer af Forsvarsudvalget skabte sætningen undren.

- Jeg stillede straks spørgsmålet til Forsvarsministeriet, og jeg har lige fået en mail tilbage om, at det er en fejl. Den sætning skal slettes, siger Dansk Folkepartis forsvarsordfører Marie Krarup.

Sætningen blev ved en fejl ikke slettet fra et tidligere udkast til aftalen. Grundstenen i aftalen er netop, at det er Forsvaret, der skal finde frem til hvilke kaserner, der skal lukkes.

Langt fra reddet

Men selv om sætningen nu bliver slettet fra aftalen, er fremtiden for Odense Kaserne meget usikker.

- Jeg kunne forestille mig, at det vil ende med, at forsvarschefen igen anbefaler, at lejemålet bliver opsagt, siger Marie Krarup.

Og at kasernen lukker?

- Ja.

- Med forløbet af det her, så er det et vink med en vognstang til os på Fyn om, at den fynske kaserne og de aktiviteter deer forbundet med den er i risikozonen, ja de er måske endda mere end i risikozonen, siger MF Lars Chr. Lilleholt (V).

Men Odenses borgmester frygter, at kasernen allerede er tabt.

- Når det ikke skal stå i teksten og det har været nævnt, og det i øvrigt er overladt til forsvaret, så kan man godt forestille sig - når man skal lave en forsvarsregion øst og vest - at der så sker en omfordeling af de ressourcer, de har til rådighed. Så jeg vil bare bede de fynske folketingsmedlemmer om at være meget opmærksom på, hvordan tingene nu udmøntes, og hvis det har den konsekvens som teksten også siger, selvom det nu pilles ud, så er det vigtigt, de er meget opnmærksom på at varetage vores interesser, slutter Anker Boye.

Oversigt

    Oversigt