Odense Kommune bøjer sig for virksomhed

Odense-firmaet Meneta får tilsyneladende en tilladelse til at udvide virksomheden. Først var svaret nej - nu er kommunen vendt på en tallerken.

Farlige skoleveje, masser af lastbiler, larm og støj. Det er hvad beboerne i Odense forstaden Stige frygter, bliver til hverdag, hvis virksomheden Meneta udvider. 

Sagen bliver netop nu behandlet i Odense Kommune. Et lokalplanforslag er i høring og vil give virksomheden tilladelse til udvidelsen på 2½ hektar. 

Lise Hedelund Andreasen er nabo til Meneta, og hun frygter for Menetas mulige udvidelse. 

- Jeg er meget bekymret for det. Min yngste på seks år - jeg tænker, hvordan kan vi slippe hende løs ud ad Kirkegyden, hvis der kommer en af de store lastbiler?, fortæller Lise Hedelund Andreasen. 

Virksomhed truede med at flytte

Det nuværende Meneta er placeret i såkaldt byzone, men virksomheden ønsker at udvide i et område, der er karakteriseret som landzone. Derfor svarede Odense Kommune i første omgang nej til udvidelsen i et brev i december sidste år. I brevet står der:

"Det er vores vurdering, på baggrund af erfaringer fra Erhvervsstyrelsen, at det bliver meget svært for Odense Kommune at argumentere for inddragelse af landzone til byzone." 

Yderligere står der:

"Udvidelsen vil være i strid med byrådets holdning om bæredygtig udvikling ..."

I brevet opfordrer Odense Kommune Meneta til at overveje, om en flytning til eksisterende erhvervsområder i Odense Kommune kunne være en mulighed.

Menetas advokat, Søren Borregård, havde ellers allerede skrevet til Odense Kommune, at det ikke var en mulighed. 

"Såfremt Meneta ikke kan udvide nuværende rammer, er det den danske ledelses forventning, at man så vil være nødt til at flytte dele af produktionen til udlandet, hvilket vil være første skridt til afvikling af de eksisterende aktiviteter. Det er derfor ikke et alternativ at flytte til andre områder, der er lagt ud til erhverv."

Tidslinje over forhandlingerne

Vender på en tallerken

16. december holdt repræsentanter fra Odense Kommune og Meneta møde om virksomhedens ønsker om at udvide. Allerede dagen efter fik Meneta svar fra kommunen i et brev.

"Jeg bekræfter hermed, at vi arbejder for at finde en løsning for Menetas udvidelsesbehov". 

Odense Kommune skriver også, at:

"... vi vil gøre alt hvad vi kan for at afsøge alle muligheder for fastholdelse af virksomheden og imødekommelse af ønskerne om udvidelse. Opgaven har høj ledelsesmæssig prioritet hos os."

Odense Kommune er altså gået fra et afslag til at gøre "alt hvad de kan", for at holde Meneta i kommunen. 

Det virker underligt for en anden nabo til virksomheden.

- Det virker truende fra Menetas side, at de skal have lov til at udvide hernede, hvis de skal blive i Odense Kommune, forklarer Per Bystrup. 

Tilbage i Stige står Lise Hedelund Andreasen og har en dårlig fornemmelse.

- For os, der var det en følelse af, at det var besluttet på forhånd allerede inden den første høringsrunde. 

Meneta har 250 ansatte og fremstiller bremseklodser til biler. 

 

Oversigt

    Oversigt