I det fynske folks tjeneste

Odense Kommune sender medarbejdere hjem

Samtlige af Odense Kommunes administrative medarbejdere bliver sendt hjem fra 8. september. Foreløbigt frem til 22. september.

Cirke 1.000 administrative medarbejdere i Odense Kommune sendes hjem.

Opdatering

  • 07. sep 2020 kl. 17:31 Ifølge TV 2 Fyns nye oplysninger er det op til 2000 medarbejdere, der hjemsendes
  • 07. sep 2020 kl. 18:10 Artiklen er opdateret med citater fra Stadsdirektør i Odense Kommune Stefan Birkebjerg.

Antallet af coronasmittede stiger i Odense, og derfor har Odense Kommune besluttet at sende samtlige administrative medarbejdere hjem. 

Det sker på baggrund af sundhedsmyndighedernes anbefalinger. På et pressemøde tidligere mandag opfordrede sundhedsminister Magnus Heuniche (S) til, at alle arbejdspladser - private som offentlige - sendte flest muligt hjem for at arbejde.

- Sundhedsministeren har i dag givet en række anbefalinger til Odense Kommune, hvor vi i videst muligt omfang skal hjemsende medarbejdere. Det fremgår også, at kommunens kerneopgaver som undervisning og pleje ikke bliver berørt, siger Stefan Birkebjerg, der er Stadsdirektør i Odense Kommune. 

Læs også Forsamlingsforbud sænkes til 50: - Den mest bekymrende situation siden foråret

Odense Kommune sender op mod 2000 administrative medarbejderehjem, som indtil videre skal arbejde hjemme indtil 22. september.

- Det er vores vurdering, at det ikke vil have en konsekvens for borgerne. Det er de medarbejdere, der også kan passe deres arbejde hjemmefra. Det er ikke den medarbejder, der passer Hr. og Fru Hansen, siger Stefan Birkebjerg.

19 testet positive på et døgn

Siden søndag er 19 personer i Odense testet positive for covid-19. I alt er 124 de seneste syv dage testet positive. Det svarer til 60,7 per 100.000 indbyggere.

Derfor har sundhedsmyndighederne oprettet et række restriktioner, der gælder lokalt i Odense.

Det øgede smittetal betyder blandt andet, at forsamlingsforbuddet sænkes fra 100 til 50 personer. Samtidig skal byens barer, caféer og restauranter fra den 9. september lukke klokken 24 i stedet for klokken 2.

- Sammen med resten af virksomhederne i Odense er Odense Kommunes bidrag, at hjemsende administrative medarbejdere, så vi kan få knækket kurven, siger Stefan Birkebjerg.