Odense-målvogter skifter til rivalerne

Odense Håndbolds norske målvogter, Emily Sando, forlader Odense og fortsætter karrieren i København Håndbold.

Frem mod den nye sæson har Odenses håndboldkvinder forstærket sig med den hollandske landsholdsmålmand Tess Wester, og derfor stod klubben til at råde over tre stærke målvogtere. 

Da tilgangen af Tess Wester blev offentliggjort i februar, kom det helt bag på den ene af de to målvogtere, der allerede var i klubben, norske Emily Sando. 

Helt ud af det blå fik hun beskeden om, at hun havde trukket sorteper i træner Jan Pytlicks målvogterkabale.

quote Jeg har mødt mange søde og rare mennesker, engagerede fans og nogle fantastiske holdkammerater, som jeg kommer til at savne

Emily Sando

- Det kom meget som et chok for mig. Det må jeg sige. Jeg fik beskeden i går, så jeg er virkelig chokeret og skuffet. Det vidste jeg ingenting om. Det var helt nyt for mig, sagde Sando dengang til TV 2 SPORT.

Onsdag har den norske målvogter så fundet sin fremtidige klub. Emily Sando har skrevet kontrakt med de danske mestre fra København Håndbold, der slog Odense i kampen om guldet efter tre tætte kampe.

Emily Sando kom til Odense Håndbold fra Team Esbjerg op til sæsonen 2017/2018, og hun nåede at spille 34 kampe i sin ene sæson i den orange Odensetrøje.

- Sando er en fantastisk håndboldspiller og en fantastisk person. I den korte tid, hun har nået at være i Odense, har hun sat et stærkt og flot aftryk og indtryk både på og uden for banen. Jeg vil også rose hende for hendes enorme professionalisme i et forløb, der selvfølgelig ikke har været let. Jeg ønsker hende al mulig held og lykke fremover, siger træner Jan Pytlick. 

Udfordrende tid i Odense

Selv fortæller Emily Sando, at hun har haft et lærerigt år i Odense Håndbold, men glæder sig nu til at fortsætte karrieren i København:

- Tiden i Odense har på mange måder været god, men også udfordrende. Der var et stort pres på os fra start til slut. Mange skulle finde sin plads. Det inkluderede også mig, og det tog lidt længere tid end forventet. Vi fik rettet nogle ting til, og det tog os hele vejen til finalen. Det var fedt. 

- Aldrig har jeg haft en større mental udvikling, end jeg har haft i Odense, og det tager jeg med mig. Jeg har mødt mange søde og rare mennesker, engagerede fans og nogle fantastiske holdkammerater, som jeg kommer til at savne. Nu ser jeg frem mod en ny start med København og nogle nye sportslige udfordringer, siger Emily Sando.

Emily Sando er 29 år og kommer oprindeligt fra Holmestrand i Norge. Udover Team Esbjerg har den norske målmand også spillet for Larvik HK og Flint Tønsberg. I 2010 debuterede hun på det norske A-landshold, som hun i 2014 vandt EM-guld med. 

 

Oversigt

    Oversigt