Odense mangler en milliard til vedligehold af sine bygninger

Odense Kommune mangler rigtig mange penge, hvis de offentlige bygninger skal vedligeholdes udvendigt. Efterslæbet på vedligehold løber op i en milliard kroner, hvis ikke der øremærkes flere penge til at vedligeholde bygningsmassen.

Odense Kommune er ejer af en bygningsmasse på en million kvadratmeter til en samlet værdi på 7,9 milliarder kroner.
 
Men bygningsmassen, der blandt andet tæller kommunens skoler, institutioner og plejecentre, trænger alvorligt til en kærlig hånd, og hvis ikke politikerne finder ekstra penge til at holde bygningerne, vil regningen løbe op på en milliard kroner på ti år.

 
 

Bygningerne bliver ringere
For bare at bevare bygningerne i deres nuværende tilstand kræver det et årligt budget på 190 millioner kroner, men det aktuelle budget udgør kun 114 millioner kroner pr. år. Forskellen mellem budget og behov er altså på 76 millioner kroner årligt, og efterslæbet i kommunens ejendomme vil hvert år stige med dette beløb.
 
Hvis kommunens ejendommene fortsat bliver slidt, og budgettet fortsat er for lille, vil det på længere sigt få negative konsekvenser for velfærdsservicen i kommunens institutioner, eksempelvis på skoler og daginstitutioner.

Der mangler flere milliarder
For to uger siden kom det frem, at Odense Kommunes fortov og veje er i dårlig stand. Og her er situationen den samme som med kommunens bygninger. Hvis vejnet og fortov skal bringes tilbage til en ordentlig stand, skal der findes1,2 milliarder kroner over de næste ti år.

Politikerne i By- og Kulturudvalget i Odense bliver orienteret om bygningsmassen, veje og fortovenes tilstand på udvalgsmødet den 6. juni.

 

Oversigt

    Oversigt