Odense-politikere: Nej tak til konfirmationsforberedelse i skoletiden

Flere skoler i Odense ønsker at placere konfirmationsforberedelse i skoletiden. Men det kan de godt glemme, for et flertal i byrådet siger nej.

Det er 11 skoler i Odense, der har vist interesse for ministeriets forsøgsordning, der giver mulighed for at putte konfirmationsforberedelsen på skoleskemaet til fordel for to timers understøttende undervisning. Det skriver Kristeligt Dagblad fredag.

Men et rødt flertal i børn- og ungeudvalget siger nej til den mulighed.

- Helt grundlæggende har jeg meget svært ved at forstå, at man mener, at man kan bruge den understøttende undervisning til konfirmationsforberedende undervisning. Jeg mener overhovedet ikke, at det ligger under formålet med den understøttende undervisning, siger SF's medlem, Line Mørk, til folkeskolen.dk.

Hun mener, at folkeskolen bliver trukket ind i en værdikamp om forkyndelse, hvis nogle elever skal fritages fra skolens undervisning for at gå til præst.

Men det argument forstår Dansk Folkepartis Pernille Bendixen ikke.

- Jeg synes ikke, at det er et argument, at ordningen har noget med forkyndelse i skolen at gøre. Eleverne bliver fritaget for nogle timer, og så går de til nogle timer ved præsten. Det sker jo ikke i skolen. De bliver jo netop fritaget for undervisningen. Havde det været forkyndelse i skolen, var det aldrig kommet igennem ministeriet. For det må man ikke, siger hun til folkeskolen.dk.

DF og Venstre har sat emnet på byrådsmødet den 28. oktober i håbet om, at tilmeldingen får en ny chance.

En enigt skoleudvalg i Middelfart har til gangæld nu sagt ok til at prøve konfirmationsforberedelse i skoletiden. Det skriver byrådsmedlem Regitze Tilma (V) på Twitter.

Se mere om dette på TV 2/FYN klokken 19.30.

Oversigt

    Oversigt