Odense sætter prop i CL-slinger med kanonstart mod Krim

Det er ikke kun de danske håndboldherrer, der har slået Slovenien. Også Odense Håndbold vandt mod slovenske Ljubljana i Champions League-opgøret søndag.

Efter tre gruppekampe i Champions League i træk uden sejr kom Odenses håndboldkvinder tilbage på vinderkurs. På udebane i slovenske Ljubljana vandt fynboerne med 24-19 efter en drømmestart på kampen.

Sejren var vigtig i kampen om de to øverste placeringer i gruppen, der betyder en plads direkte i kvartfinalerne. Nummer tre til seks skal først igennem ottendedelsfinaler.

Mens ungarske Györ er stukket af på førstepladsen, er flere hold i spil til andenpladsen. De forsvarende CL-mestre fra norske Vipers vandt søndag på udebane over CSKA Moskva og er på andenpladsen.

Nordmændene har 14 point efter 10 af de 14 kampe. Odense har på fjerdepladsen 11 point for samme antal kampe.

God start

Fynboerne spillede forrygende i de første 30 minutter, hvor Krim blev udspillet fuldstændig i begge ender af banen.

Mie Højlund satte højt tempo i angreb, mens Althea Reinhardt i modsatte ende pillede alt selvtillid ud af hjemmeholdet.

Krim blev holdt på blot fem scoringer i de første 30 minutter, mens Odense selv satte 15 scoringer ind.

Eneste malurt i det fynske bæger var, at Mie Højlund fik et gedigent trælår i en duel efter godt 20 minutter og måtte udgå. Odense var dog allerede i front med 11-4 på det tidspunkt og fortsatte storspillet frem mod pausen.

Til gengæld kom de danske gæster helt skævt ud til anden halvleg.

Odense to sejren

Efter kun lidt over seks minutter var 5-15 blevet til 10-15, og Odense var i undertal.

Alarmklokkerne begyndte at bimle, men med to hurtige scoringer fik danskerne stoppet blødningen på måltavlen.

Det blev aldrig godt og flydende for Ulrik Kirkelys tropper efter pausen, men Krim kom aldrig tættere på end fem måls afstand.

Da danskerne kom foran med 19-13 midtvejs i anden halvleg, mistede Krim troen på comebacket, og derfra cruisede Odense sejren hjem.