Femte sejr i træk: Odense sender Nykøbing længere væk fra slutspil

Odense Håndbold vandt for femte gang i træk, mens Nykøbing tabte et vigtigt skridt i jagt på slutspil.

Efter en svingende start som træner for Odense Håndbold er Karen Brødsgaard ved at få sat skik på sagerne i den fynske klub.

Mandag aften blev det til den femte ligasejr i træk, da hjemmekampen mod Nykøbing Falster blev vundet med 29-23.

Odense konsoliderede dermed sin andenplads i HTH Ligaens grundspil med 34 point for 22 kampe. Team Esbjerg fører med 36 point for en kamp færre.

Nykøbing havde hårdt brug for point i jagten på en plads i top-8, der giver adgang til slutspillet, men for tredje kamp i træk forlod holdet banen uden sejr.

Fra niendepladsen er der tre point op til nummer otte, Randers, der endda har spillet en kamp færre.

Nykøbing fik ellers den bedste start på kampen. Dione Housheer var generelt lidt uskarp på dagen, men efter præcis et kvarter bragte hun udeholdet foran 10-6.

Det satte imidlertid Odense i gang. Nykøbing blev holdt helt fra fadet i ni minutter, og i mellemtiden scorede Odense fem gange i træk og kom foran 11-10.

Syv minutter senere kunne fynboerne gå til pause med føringen 13-12.

Odense indledte også anden halvleg bedst, og man fornemmede, at det gik hjemmeholdets vej, da Trine Østergaard efter otte minutter scorede til 18-14, men Nykøbing svarede tilbage og reducerede til 17-18.

Derfra havde Odense dog styr på kampen. Det blev 21-17, og den første føring på fem mål kom med knap ti minutter tilbage, da Mie Højlund - kampens topscorer - med sit sjette og sidste mål gjorde det til 25-20.

Derfra kom sejren sikkert i hus.

Oversigt

    Oversigt