Odense Sommerrevy erstatter Cirkusrevyen

I flere år har Cirkusrevyen spillet på både Bakken og i Aalborg. Fra næste år overtager Odense Sommerrevy scenen i kongres- og kulturcentret, når Cirkusrevyen trækker sig fra Aalborg.

Cirkusrevyen vil fra 2020 ikke længere spille i Aalborg Kongres & Kultur Center. I stedet skal nordjyderne underholdes med fynsk revy, når Odense Sommerrevy tager over efter landets største festspil.

Tirsdag underskrev både Lars Arvad, direktør og skuespiller i Odense Sommerrevy, og Nicolaj Holm, administrerende direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center, kontrakten, der er gældende fra næste år.

- Jeg er simpelthen så stolt og taknemmelig over, at Nicolaj Holm har tænkt på Odense Sommerrevy som aftager for Cirkusrevyen i Aalborg. Det er naturligvis med ærefrygt og ydmyghed, vi går til opgaven, men jeg kan samtidig se store muligheder og fremtid i samarbejdet, siger Lars Arvad i en pressemeddelelse.

Overrasket revydirektør

Med knap 250 kilometer mellem Odense og Aalborg erkender revydirektøren, at det ikke er nordjyder, der sidder flest af i teltet om sommeren, når Odense Sommerrevy spiller på fynsk hjemmebane. 

Derfor var han noget overrasket, da muligheden for at optræde for et nordjysk publikum bød sig.

- Vi kan se på vores billetsalg, at vi ikke sælger ret mange billetter i Nordjylland, så jeg kunne dårligt tro mit held, da Nicolaj ringede, fortæller Lars Arvad.

Fynsk succes

I 2019 bliver det fjerde gang, at Odense Sommerrevy spilles, og revyen har på rekordtid formået at blive en landsdækkende revy med stor succes. Blandt andet blev revyen af TV 2 Charlie kåret som Årets Revy i 2018 - samme år, som TV 2 købte rettighederne til at vise revyen på tv.

Derfor var det også et nemt valg, da Nicolaj Holm skulle finde en afløser for Cirkusrevyen i Aalborg.

- Selv når jeg har drømt om en værdig afløser for Cirkusrevyen i Aalborg, har jeg ikke i min vildeste fantasi kunnet forestille mig, at vi kunne komme i hus med Danmarks i øjeblikket mest succesrige revy, der i 2020 bliver Danmarks anden største revy, når de også kommer til at spille i Aalborg, fortæller Nicolaj Holm.

Selvom Cirkusrevyen fra 2020 erstattes af Odense Sommerrevy i Aalborg, spilles den fortsat på Bakken nord for København.

Efter to år med underskud har Odense Sommerrevy i 2018 haft en kanon sæson med flere end 20.000 solgte billetter. Samme år, som revyen fik en af branchens største anerkendelser, da man vandt prisen som Årets Revy ved TV 2 Charlies gallafest for revybranchen.