Odense-spiller var i skole, da hun blev udtaget til landsholdet

Odense-spilleren Sara Hald er med i de første tre dage af håndboldkvindernes samling, som blev indledt mandag.

Det er ikke til at se på Odense-spilleren Sara Hald, at hun i de seneste uger har været midt i en mindre klubkrise.

Sara Hald og Odense er røget ud af Champions League med et samlet nederlag til norske Vipers Kristiansand, og fynboerne har kun hentet et point i de første tre kampe i slutspillet.

Det ryster dog ikke Sara Hald, som med et stort smil er lykkelig over, at hun forleden fik et opkald fra Lars Jørgensen, assistenttræneren på kvindelandsholdet.

Han kunne overbringe nyheden om, at Sara Hald skulle træne med A-landsholdet for første gang. Og det havde hun ikke regnet med.

- Jeg var faktisk i skole, og så kunne jeg se, at Lars havde ringet til mig nogle gange. Da jeg fik fri, skyndte jeg mig at ringe tilbage, fortæller hun.

Sara Hald håber, at pausen med landskampene kan løfte Odense-holdkammeraterne, selv om mange lige nu er spredt for alle vinde.

- Vi prøver at vende det til noget positivt, og forhåbentligt kan folk få noget luft enten ved at få nogle fede oplevelser på landsholdet eller ved at være derhjemme og få lidt overskud.

- Så tror jeg, at alle kommer tilbage med fornyet energi og fokus på den vigtige periode, vi går ind i, siger hun.

Odense kan trøste sig med de to point, holdet tog med fra grundspillet. Det hjælper på stemningen, at Odense stadig selv kan afgøre sin skæbne i slutspillet.

- Jeg vil ikke kalde det krisestemning. Selvfølgelig har vi ikke vundet de seneste par kampe, som vi gerne ville. Men det betyder jo ikke, at vi er ude af slutspillet endnu overhovedet.

- Vi har stadig selv mulighed for at afgøre det, men vi ved også, at vi skal til at stå ekstra meget sammen nu for at løfte det, så vi forhåbentlig kan vinde kampene i slutspillet.

- Vi er skuffede over os selv. Vi ved, at vi kunne have præsteret bedre. Men vi kan sagtens finde tilbage til det, mener Sara Hald.

Nu koncentrerer hun sig i første omgang om landsholdet, hvor hun skal være med i de første tre dages træninger i Hillerød fra mandag til onsdag.

- Det er jo min første samling, så jeg er her også bare for at finde ud af, hvordan det hele er. Jeg er sindssygt glad for overhovedet at få lov til at være med.

- Jeg vil forsøge at vise, hvad jeg kan, og hvad jeg kan bidrage med. Der er en masse ting, jeg kan lære endnu. Jeg er stadig meget ung, så jeg suger bare til mig, alt hvad jeg kan, siger hun.

Sara Hald er ikke skuffet over ikke at være udtaget til selve testkampene mod Spanien torsdag og lørdag.

- Om jeg er med en dag, tre dage eller hele ugen, så synes jeg bare, det er megafedt, siger den 24-årige stregspiller.

Sara Hald vil i de kommende år tage konkurrencen op på landsholdet og forsøge at bide sig fast.

Hun skal kæmpe om pladsen som stregspiller med konkurrenter som Kathrine Heindahl, Majbritt Toft Hansen, Ida-Marie Dahl, Sarah Iversen, Stine Bodholdt og Rikke Iversen.

- Der er stor konkurrence. Der er mange spillere, der kæmper om en plads. Det er en position, hvor man ofte har tre med på landsholdet. Men jeg er bare glad for at være inde i billedet, siger Sara Hald.

Efter denne sæson skifter Sara Hald til Viborg HK.

Oversigt

    Oversigt