Odense succes: Arbejdsløse pædagoger får jobs

Ledige pædagoger blev sendt i arbejde, mens de ansatte var på kursus. Nu har halvdelen af dem fået job.

155 arbejdsløse pædagoger blev sendt i arbejde i børnehaver og vuggestuer, mens kommunens 600 fastansatte var på kursus i inklusion. Nu har hver anden af dem fået job efter rotationen.

- Vi er rigtigt glade for, at så mange af vores medlemmer er kommet i beskæftigelse efter at have medvirket i projektet, siger teamleder Lars Vedel fra BUPL's a-kasse.

I Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen ser jobrotationskonsulent Kasper Ejlertsen også projektet som en succes.

- Arbejdsgiveren får dygtigere medarbejdere, de ansatte bliver opkvalificeret, og de ledige får en tilknytning til arbejdsmarkedet, siger han.

Odense Kommune har satset på jobrotation fordi det har vist sig at være særdeles effektivt i forhold til at få ledige i arbejde. Det har dog ikke været en helt gratis omgang. Projektet er finansieret med 22,9 mio. kr. fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Oversigt

    Oversigt