Odense tager første stik i højintens og velspillet finale

Mie Højlund gik forrest med et imponerende niveau og sørgede for, at Odense nu er et skridt tættere DM-guld.

Niveauet var tårnhøjt, da Odense Håndbold tirsdag aften snuppede en sejr på 31-27 over Team Esbjerg i det første finaleopgør i kvindernes liga.

Længe var opgøret helt tæt, men Odense fandt melodien til sidst og trak fra.

Særligt en veloplagt Mie Højlund diskede op med uhørt højt niveau og scorede hele 12 kasser.

Også Esbjergs Henny Reistad viste, hvorfor hun er en af de bedste i verden i øjeblikket. Med ni scoringer var hun spilleren, der gik forrest for vestjyderne. Men det var ikke nok.

Odense, som vandt DM sidste år, kan snuppe denne sæsons DM-guld på lørdag, hvor det andet opgør i finaleserien spilles i Esbjerg.

Hvis vestjyderne skal vinde guld, skal de vinde lørdag. Det vil tvinge finalen ud i en tredje og afgørende kamp.

Allerede fra kampens indledning var det tydeligt, hvad det skulle blive for en kamp. Der blev lagt fra land med bulder og brag. Intensiteten var tårnhøj, det væltede ind med mål i begge ender, og på tilskuerpladserne var begge holds fans ellevilde.

Odense knoklede for livet i forsvaret, hvor især Rikke Iversen var meget aggressiv. Hun kunne dog ikke holde Esbjerg fra at være holdet, der konstant var et halvt skridt foran.

Først da Althea Reinhardt i målet begyndte at tage fra, kom Odense foran 6-5. Det varede dog kun en kort stund.

Få minutter senere scorede Henny Reistad sit første mål i opgøret, og så var Esbjerg tilbage i front. Nordmanden fandt sit høje niveau, og vestjyderne nåede op på en tomålsføring.

Den fynske energitank var dog langtfra tom. Som vanligt gik Mie Højlund forrest i angrebet og var meget afgørende for, at Odense var tilbage på uafgjort - 14-14 - ved pausefløjt.

Odense startede med bolden i anden halvleg. Det udnyttede fynboerne til at komme foran, og så lå momentum pludselig hos værterne.

Fynboerne havde flere gange mulighed for at komme foran med to og for alvor presse Esbjerg. Men hver gang mislykkedes det, og vestjyderne udlignede. Lige indtil midtvejs i halvlegen, hvor Esbjerg kom foran 23-21.

Det tændte igen op under Mie Højlund. Med to scoringer i træk sørgede hun for, at Odense også kom foran med tre mål, og så måtte Esbjerg-træner Jesper Jensen tage timeout.

Det hjalp dog intet. Esbjerg misbrugte et hav af chancer, så Odense stak af og kunne ikke hentes.

Oversigt

    Oversigt