Odense Teater får ny bestyrelsesformand

Den nye bestyrelsesformand for Odense Teater er teatrets tidligere økonomidirektør og kommende administrerende chef for Den Jyske Opera.

Kulturminister Joy Mogensen (S) har udpeget nye medlemmer til bestyrelserne for fem af landet teatre. 

Det gælder også Odense Teater, hvor tidligere økonomidiretør Mette Sigaard er udpeget som ny formand for bestyrelsen. 

- Jeg er simpelthen så glad for, at der er blevet peget på mig til den her fine post, siger hun og tilføjer, at det udover at være en fornem post, også er et arbejde med praktiske og formelle opgaver, hun glæder sig til at løse. 

Derfor har hun sagt ja til opgaven.

- Jeg tror på min egen kunnen, og at jeg har noget at byde ind med i den forbindelse. Jeg er stolt over den tillid, der er vist mig fra ministeriet, og for mig at se har teatret en ekstraordinær dygtig ledelse i spidsen, siger hun. 

Mette Sigaard indtræder som formand 1. januar 2021 og skal varetagen opgaven i de kommende fire år. Samtidig begynder hun på et nyt job som administrerende chef ved den Jyske Opera. Bestyrelsesarbejdet kender hun blandt andet fra Odense Zoo, hvor hun har siddet i bestyrelsen siden 2014. 

Kender teatret

Selvom Mette Sigaard er ny i både bestyrelsen og på formandsposten i Odense Teater, har hun et indgående kendskab til teatret, hvor hun har arbejdet i mere end 11 år - senest som økonomi- og personaledirektør frem til 2018. 

quote Jeg synes, det ligner et godt og kompetent hold - dem glæder jeg mig meget til at arbejde sammen med

Mette Sigaard, kommende bestyrelsesformand for Odense Teater

Derefter blev hun ansat som økonomichef på TV 2 Fyn, inden hun i foråret blev ansat som økonomidirektør ved det økonomisk pressede Fredericia Teater, som i marts måtte indgive en konkursbegæring. 

Derfor ser Mette Sigaard frem til de nye opgaver, der venter, både i den Jyske Opera og som formand for Odense Teaters bestyrelse. For selvom udbruddet af coronavirus gjorde 2020 til et hårdt år for kulturlivet, er der ingen grund til at løbe væk fra kulturen eller scenekunsten, mener den kommende bestyrelsesformand. 

- Kulturen er der og bliver ved med at være der. Nu må vi lige holde vejret og vente på, at det går over, siger Mette Sigaard. 

Fredag fandt hun ud af, hvem der udgør den øvrige bestyrelse, som hun sammen med skal tegne de overordnede linjer for teatret i de kommende år. Ud over hende selv er konstitueret rektor for Den Danske Filmskole, Bo Damgaard, også ny i bestyrelsen. 

- Jeg synes, det ligner et godt og kompetent hold - dem glæder jeg mig meget til at arbejde sammen med. 

Odense Teaters nye bestyrelse

 

Oversigt

    Oversigt