Odense værtsby for Sportslege for udsatte

Odense Kommune bliver de kommende år vært for to sportslege for udsatte grupper.

Kommunen har sammen med Landsforeningen af Væresteder indgået et partnerskab om at arrangere X-games 2008 og Udsatte Lege 2009. X-games er for tidligere misbrugere og Udsatte Lege 2009 er for udsatte voksne.

- Odense er en by der tager arbejdet med udsatte grupper alvorligt. Vi vil gerne kendes for vores sociale ansvarlighed, siger socialrådmand Erik Simonsen(NA).
 
Blandt byens væresteder er der glæde over Odense bliver vært for de to sportsbegivenheder for udsatte grupper.

- Vi har valgt Odense som værtsby for X-games og Udsatte Lege af flere grunde. Rent geografisk er byen godt placeret, og så råder man over de rette faciliteter. Men det er lige så vigtigt, at Odense Kommune har vist et meget stærkt ønske om være med og vil engagere sig helhjertet. Dermed kan vi løfte de to begivenheder op til noget rigtig stort for både deltagerne og publikum, siger Cliff Kaltoft, sekretariatsleder i Landsforeningen af VæreSteder.

Arrangørerne forventer, at omkring 400 deltager i 15 forskellige idrætsgrene under X-games 2008, der bliver afholdt den 24. - 27. juli 2008, mens 600 forventes at dyste i 15 forskellige idrætsgrene i en slags "Olympisk Lege" under Udsatte Lege 2009 i sommeren 2009.

Oversigt

    Oversigt