Odense vil lukke børnesager

Hver femte udsatte familie med udsatte børn i Odense mister økonomisk hjælp. Kommunen skal spare, men det er ifølge en ekspert et brud på loven, skriver DR FYN.

Der mangler penge i kommunekassen, og det rammer nu op mod 180 udsatte børn og familier i Odense.

Fra 1. september mister de efter planen den hjælp og støtte, de i øjeblikket modtager fra Odense Kommune. Det fremgår af et internt brev, som ledelsen i kommunens familie- og velfærdsafdeling har sendt til rådgiverne. Eksperter kalder det lovbrud.

- Det er dybt problematisk, at man fra Odense Kommunes side kommer til - med åbne øjne - at træffe nogle afgørelser, som er ulovlige, siger Trine Schultz, der er lektor i socialret på Aalborg Universitet til DR FYN.

Ledelsen har opfordret socialrådgiverne til at gå efter sager, hvor der er "manglende progression", "manglende motivation" eller "der hvor foranstaltningen er tæt på sin afslutning/i et forventet kortvarigt vedligeholdelsesforløb". Socialrådgiverne har fået lidt over et døgn til at udpege, hvilke sager de vil lukke.

- Konsekvensen kan være, at børn, som har behov for særlig støtte, ikke får den hjælp, de er berettiget til, og som kommunen er forpligtet til at give dem. Det er jo udsatte børn, vi snakker om, siger Trine Schultz.

Kommunen afviser, at sagen handler om at spare penge.

- Hvis vi lukker sager, så er det fordi, fagligheden tilsiger det. Det er kun det, det handler om, siger Stig Asger Thomasen, der er chef for familie- og velfærdsafdelingen i Odense Kommune.

Oversigt

    Oversigt