Odense vil tage imod flere ukrainere, end byen er forpligtet til

Byrådet har besluttet, at Odense Kommune skal tage imod en andel af ukrainske flygtninge svarende til byens størrelse.

Odense Kommune vil tage imod flere ukrainske flygtninge, end man er forpligtet til ifølge den nyligt indførte særlov for ukrainere. 

Det har byrådet enstemmigt besluttet onsdag aften. 

Konkret ønsker man at tage imod 3,5 procent af de flygtninge, der får opholdstilladelse. I tilfælde af, at 20.000 flygtninge får opholdstilladelse, er der tale om 700 ukrainere. 

- Det er en meget alvorlig situation, vi har i Europa, der har sendt et folk på flugt. Dem skal vi passe på og tage vores ansvar overfor. Derfor mener Venstre, at vi skal tage vores andel svarende til vores befolkning, der er 3,5 procent, siger Christoffer Lilleholt (V), der er beskæftigelses- og socialrådmand. 

Havde man fastholdt kun at tage imod det antal ukrainske flygtninge, man er forpligtet til, ville det være 2,26 procent. Det ville betyde, at man tog imod 452 ukrainere. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et tidligt estimat fra regeringen forudsagde, at Danmark ville komme til at tage imod 20.000 ukrainske flygtninge. Siden har udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) dog meldt ud, at det tal kan ende med at blive markant højere. 

Ifølge et estimat fra Udlændingestyrelsen er 10.000 ukrainere allerede kommet til Danmark, og 6.600 ukrainere havde per fredag booket tid til at søge om opholdstilladelse hos Udlændingestyrelsens Borgerservice. Ifølge Christoffer Lilleholt vil man tage situationen op igen i tilfælde af, at man rammer 50.000 ukrainske flygtninge i Danmark. 

Det vil være som udgangspunkt være Odense Kommune selv, der skal afholde de omkostninger, der er forbundet med at modtage de ekstra flygtninge. 

Kommunernes Landsforening og regeringen drøfter dog i forbindelse med aftalen for kommunernes økonomi for næste år, hvordan kommunerne skal kompenseres for udgifter til ukrainske flygtninge.

Kommunen vil nu rette henvendelse til Udlændingestyrelsen om ønsket om at modtage flere fordrevne ukrainere. 

Oversigt

    Oversigt