
Der bliver ikke nogen kamp mellem Odense Håndbold og Vipers Kristiansand i kvindernes Champions League.
Den norske klub er nemlig gået konkurs og bliver taberdømt i de resterende kampe. Klubben er således ikke længere at finde i det prestigefyldte Champions League-selskab.
Det oplyser Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) torsdag på sin hjemmeside.
På grund af udelukkelsen vinder Odense Håndbold 10-0 og får to point uden kamp. Sidst de to klubber tørnede sammen var i oktober. Her trak nordmændene sig sejrrigt ud af opgøret med 26-24.
EHF oplyser, at beslutningen kun vedrører det sportslige omkring afviklingen af Champions League-turneringen.
Afgørelsen kan appelleres inden for syv dage.