Odense Zoo åbner ikke 1. maj alligevel

Først skulle Odense Zoo åbne 1. maj. Så såede to ministre tvivl om det, og nu er det så officielt: Odense Zoo åbner ikke 1. maj alligevel.

"Øh, det med åbning 1. maj, ikk'? Lad os starte med at slå fast: Vi åbner alligevel ikke 1. maj."

Sådan lyder det torsdag morgen på Odense Zoos facebookside.

Det var ellers meldt ud tirsdag, at den fynske zoologiske have ville åbne med indgangen til næste måned sammen med haverne i København, Aalborg og Givskud.

- Vi åbner naturligvis ikke, når sundhedsmyndighederne ikke finder det sikkert, skriver haven i et Facebook-opslag.

Den nye beslutning kommer blandt andet på baggrund af udtalelser onsdag aften fra både erhvervsminister Simon Kollerup (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S), hvor de gav udtryk for, at de er betænkelige ved at lade haverne åbne allerede 1. maj. 

- Havde vi vidst, at sundhedsmyndighederne ikke mente, at det var forsvarligt, havde vi aldrig arbejdet på at åbne. Det gjorde vi alene, fordi vi troede, at vi havde politiets ord for, at det var i orden, skriver haven.

Nu håber Odense Zoo, de snart kan få et svar på, hvornår de så igen må åbne haven for besøgende.

- Som de fleste involverede havde vi gerne været hele forvirringen foruden, men sket er nu engang sket. I stedet kigger vi frem og håber på et godt samarbejde med myndighederne om, hvornår det på et tidspunkt så kan komme på tale, at vi åbner, skriver Odense Zoo på Facebook.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt